Der er mennesker, der fra tid til anden opfører sig så besynderligt, at man kun måbende kan undres over deres "mission". Jeg har mødt nogle stykker som kommentatorer på min blog gennem tiden. Én af dem har dog sat nye rekorder.

Det er ingen hemmelighed, at jeg er så træt, som jeg aldrig før har været i mit liv. Det er tre uger siden, jeg var med til at bære mit livs kærlighed - ud til rustvognen. I morgen kunne vi have haft fire-års dag som kærester i denne omgang. Ind imellem ligger en periode, hvor sygdom langsomt, men sikkert blev den altdominerende faktor i vores hverdag.

Jeg skal finde mine ben igen. Alt er forandret, og der er så frygtelig meget, vi ikke nåede. Det giver ingen mening for mig at rejse til Berlin og Prag alene. Der er meget, der ikke giver mening lige nu. Vi havde virkelig glædet os til at blive gamle sammen, passe på hinanden. Var så glade, da vi fandt lejligheden her, var skrevet op til kolonihave. På længere sigt, når trapperne blev for meget, var planen et rækkehus med en have på størrelse med et frimærke. Planen var først og fremmest - sammen. Planen blev ændret, og det prøver jeg ihærdigt at forholde mig til...

Én måde at forholde sig er jo helt enkelt at tvinge sig selv til at tænke på noget andet. Så i aftes skrev jeg følgende på min facebook-profil: "Synes faktisk, "økologi" er noget frelst-hysterisk pjat, så længe vi alle vander med det samme, forurenede grundvand. Bare en tanke".

Hverken mere eller mindre...

Så skal jeg love for, det hurtigt blev spændende omend ret u-økologisk. Nedenstående er det nemlig helt legalt at smide i fjæset på andre - bare fordi man kan. - Ready?

"Nånånå. Du har stadig nej-hatten på. Er der slet ikke noget, som er positivt, noget du bryder dig om"?

- Se det var jo sådan set slet ikke udgangspunket. Udgangspunktet var min - ikke negative - men skeptiske holdning til - økologi. Men slige petitesser skal naturligvis ikke bremse nogen!

"Hvis man altid fokuserer på det negative, så bliver det jo bare negativt i negativt og med sursuppe til". - Tjo, det skal da nok passe, men har stadig ikke noget med min skepsis over for dyre, økologiske varer at gøre i forhold til, hvor "økologiske" de egentlig er, når det kommer til stykket...

- Jeg indføjer så - behersket - at jeg ikke udelukker, at min aktuelle sorg farver mit syn på dele af tilværelsen, men at det lissom ikke har noget med det oprindelige indlæg at gøre. Men det kunne jeg have sparet mig... For nu var det vedtaget, hvordan jeg lissom havde det: "At isolere sig og være tvær står selvfølgelig frit for, men gør det hverdagen bedre"?

- Jeg aner det ikke! Jeg er ikke specielt "tvær", og jeg isolerer mig heller ikke. Men indrømmer, at jeg ikke går meget ud for tiden. Folk bliver sgu så underlige, når man kommer til at græde i kassekøen henne i Lidl... Så var der nogen, der rent faktisk forholdt sig til emnet, og så gik det da helt galt for førstnævnte kommentator:

"Åh, de damer. Det er så let at hakke på andre, at tro og formode en masse, som oftest bidende sarkastisk og ironisk. Gør det jer glade, eller fjerner det bare fokus fra egne valg, der ikke er så heldige? De fleste mennesker medio 40 har oplevet en eller flere kriser. Nogle af os kommer videre, af ren og skær viljestyrke, andre bliver siddende i hjørnet og skælder verden ud. Der er frit valg :)".

Vi måbede kollektivt. For den eneste, der havde "hakket", var - ja, gæt selv. Vi andre prøvede at snakke om - økologi. Det prøvede vi så på igen, men så kom den næste "lige højre":

"Nogle vælger at være vrede på alt og alle, at være irrationelle og bide sig fast i martyriet, andre kommer videre. Fr. Møller har ligget tungt på martyriets negative vægtskål længe. Af forskellige årsager. Aldrig af egen vilje, altid andres skyld. Det befrier jo så herligt at gøre noget selv. Undervejs dukker der trunter op, som forblændes og nasser en tid på Fr. Møllers galskab. .. God underholdning de dage, hvor der er brug for at se et virkelighedsbillede på, hvor galt det kan gå, og hvordan man ikke skal angribe tilværelsen :)"

Og så blev jeg sgu ærlig talt en lillebitte smule vred! For nu at sige det mildt. Bevares, jeg har så rigeligt med psykologisk indsigt til at se, at her er tale om projicering. Jeg gider bare ikke være den, der bliver projiceret op ad på det grundlag! Jeg har ikke skyggen af noget "martyrium"! Til gengæld har jeg - med ikke ubetydelig hjælp fra mine venner - ad åre kæmpet mig tilbage til en tålelig hverdag på trods af kronisk stress, panikangst og hvad har vi. Det er jeg sgu berettiget stolt af, for det havde da været så uendelig meget nemmere at give op. Og at kalde mennesker, der faktisk har kendt mig i op til et kvart århundrede - og stadig er mine venner - for "trunter". Jeg mangler ord, og det sker sjældent!

Nu kommer det virkelig sjove så - bare hvis du skulle undre dig over, hvorfor du har læst med indtil nu: "*gab* Samme smøre, år ind og år ud. Overrask os, Fru Møller! Smile, sunshine. Ud i luften. Få noget lys. Lige nu er døden Det Store Emne og årsagen til al vrede. Der har været andre årsager. Du er sq altid så sur. Men forstå nu dette: Folk dør. Sørg. Og dernæst: Lev med det. Ligesom du skal leve med alle andre fortrædeligheder - men ikke nødvendigvis andres".

Jamen sådan skal det være - vink til rustvognen og grin til verden! Øeh nej, det skal det så ikke! Og nej, det er faktisk ikke døden, der er mit store emne lige nu. Det er tværtimod livet. For mig livet uden ham, jeg altid vil elske. Jeg er faktisk sjældent sur - og kommentatoren over dem alle "kender" mig - naturligvis - kun fra min blog. Som - fordi det var virkeligheden - har beskrevet nogle drøje kampe. Men eddermame også nogle store sejre, kærlighed, lykke og lyst til livet. Jeg har aldrig gidet være damebladsblogger - dem har vi rigeligt af. Hvis et par af dem bliver blot en smule lykkeligere, end de allerede hykler at være hele tiden, skider de sgu i bukserne af rent velvære. Den duft kan i hvert fald jeg snildt undvære...

---

Måtte lige af med det her. Og så lover jeg, der ikke bliver skrevet mere her. Mit valkyriedomæne er klar. Det er jeg bare ikke. Men det kommer. TTT. Og kærlig hilsen.

Som så ofte sidder jeg og tænker lidt over, hvad pokker der skal ske med bloggen her... Jeg oprettede den kort efter, at jeg var blevet pensionist, og ideen med den var sådan set klar nok: At fortælle den undrende omverden, at fordi arbejdslivet slutter i en uventet tidlig alder, behøver resten af livet bestemt ikke være slut - det blev bare - anderledes, end man havde forventet og prøvet at lægge planer udfra...

Den obligatoriske kærlighedshistorie var der også. Jeg er ikke meget til sentimentale ugebladshistorier, men kan jo godt se, at her kunne have været en. Jeg tror meget på, at man sommetider fortryder det, man gør, men oftere det, man ikke gør/tør. Kim blev jo ved at "spøge" hos mig i alle årene - det var der bare ikke så mange, der vidste. For livet gik jo videre, og selv om min version af det ærlig talt har været rigeligt prydet med udfordringer, så var det vel heller ikke værre. På mange måder var det rigtig godt, og i hvert fald kunne det åbenbart ikke være anderledes. Hvis det er rigtigt, at Ham deroppe kun giver hvert menneske præcis den mængde udfordringer, det kan klare, synes jeg måske nok, Han indimellem har overvurderet mig lidt...

Jeg er utrolig glad for, at jeg i 2007 tog mod til at finde Kim igen. Han syntes så godt, jeg kunne have gjort det en halv snes år tidligere, og jeg var ikke utilbøjelig til at give ham ret, men da var tiden ikke inde, for så havde jeg gjort det. Det fantastiske var, at da vi mødtes igen, var alt, som det plejede at være - det føltes nærmest som at - komme hjem. Der var så meget, vi gerne ville sammen og så lidt, vi nåede. Det er jeg ked af. Men jeg er inderligt glad for, at vi nåede at få de små fire år sammen. Nu ved jeg i det mindste, hvordan Kims liv blev, og jeg ved, at jeg gjorde en positiv forskel i den sidste del af det. Fik svar på så mange spørgsmål. Det giver en stille ro, selv om jeg gerne indrømmer, at for øjeblikket er jeg fannerme sur på Ham deroppe!

Det blev ikke, som vi havde drømt om. Slet ikke endda. Og jeg skal være ærlig nok til at sige, at jeg i perioder havde mine alvorlige tvivl om, hvorvidt vi kunne klare det sammen. Alkoholen var reelt det mindste af det. Bevares, Kim drak absolut mere, end Sundhedsstyrelsen anbefaler, men det var jo ikke sådan, at han konstant tågede rundt i en brandert, var voldelig eller uansvarlig eller noget som helst. Slet ikke! Det kunne jeg godt håndtere.

Det, jeg ikke var sikker på, jeg kunne blive ved med at håndtere var alvorlig, ubehandlet psykisk sygdom. Jeg er nødt til stilfærdigt og sammebidt at gentage, at I derude, der aldrig har haft brug for hjælp, naturligvis er velkomne til at tro, den er til rådighed, når man har brug for det. Måtte I forblive salige i den tro, for virkeligheden er anderledes grum.

Helt til det sidste forsøgte jeg at råbe hjemmepleje, praktiserende læge samt Sygehus Lillebælt i Kolding op omkring, at Kim - oven i alt det andet - i den grad havde brug for psykiatrisk hjælp - jeg kunne med større held have talt til en dør! Visitator i hjemmeplejen lagde småsnøftende røret på - hun "magtede ikke samtalen"! OK - jamen var det da mit ansvar, om kommunens ansatte reelt magter de jobs, de ikke desto mindre får deres gode løn for? Åbenbart!

Selv om jeg gjorde, hvad jeg kunne, følte og føler jeg mig så forfærdeligt magtesløs! Jeg føler, at jeg svigtede. Hvorfor fanden skulle panikangsten tage helt over den sidste gang, jeg ville have haft mulighed for at få snakket alene med Kim. Hvorfor kunne jeg ikke bare have taget en taxi, når jeg nu aldrig har haft kørekort. Ja, svaret er jo meget enkelt - jeg havde sgu ikke råd. Min økonomi var i forvejen drænet af uger med daglige togture til og fra sygehuset. Min psyke ikke mindre. For kronisk stress m.v. forsvinder sgu ikke - tvært imod - bare fordi man pludselig er nødt til at bruge 6-8 timer i døgnet på den måde. Ved siden af skal have sin egen stilfærdige hverdag til at hænge sammen. Det var kraftedeme hårdt - for nu at sige det lige ud! Det har været meget hårdt i alt for lang tid hele tiden reelt at skulle være to steder på én gang. Man kan ikke, og det eneste, der reelt sker, er, at man mister sig selv undervejs.

Hvorom alting er, er denne blog blevet overflødig. Så dette er det sidste indlæg på den. Jeg dukker nok op igen - har sjældent kunnet holde min kæft særlig længe ad gangen. Tak til jer, der læste med undervejs. Vi ses igen...

Hvis jeg vidste, hvordan jeg gør det, ville jeg undervise i det. Faktum er, at jeg endnu engang har hevet mig selv op ved hårrødderne. Opgjort skaderne efter små to uger i Helvede. De kunne have været værre - jeg har lavet et brændemærke i mit spisebord, som kan sminkes. Og så har jeg på et tidspunkt hældt et glas rødvin hen ad stuegulvet, men typisk mig alligevel haft åndsnærværelse nok til dels at tørre op med et badehåndklæde, dels omgående hælde et kilo salt på pletten og gnide det godt ind.

Hvor meget rødvin, jeg har konsumeret, ved jeg ikke. Det meste af to flasker whiskey tager jeg gerne på min kappe. Mad har, i det omfang det har eksisteret i min hverdag, primært været noget, der blev bragt ud. Det har jeg sådan set taget med ophøjet ro. For alkohol er ikke noget, jeg nogensinde bliver afhængig af - ved ikke, om det er noget med gener. Forholder mig noget mere ydmygt til benzodiazepinerne. Egentlig ikke, fordi jeg tror, man nødvendigvis bliver afhængig af dem heller, men fordi jeg helt enkelt er bange for, de skal holde op med at have den nødvendige virkning, når panikangsten bider. Hvilket den jo nok vil gøre med uregelmæssige intervaller resten af mit liv. Faktisk har jeg kun taget 2 x en halv, siden Kim døde. Den ene, den dag han skulle herfra, den anden i dag. Det er OK.

Nåhja, så fik jeg "sovepiller" til 30 dage, og må erkende, at de kun kommer til at holde godt 20. Noget med, at "Imovane", som også er et benzodiazepinpræparat, giver de fleste en god og rolig nattesøvn. Mig giver de halvanden time... Men de har alligevel været en god hjælp, fordi jeg trods alt har fået sovet. Nu er jeg ved at føle mig klar til de mere eller mindre søvnløse nætter, der jo i mange år har været en del af min "døgnrytme". Det er OK.

Og nu har jeg nået det punkt, jeg hele tiden har vidst ville komme, hvor jeg ikke længere gider prøve at drukne sorgerne. Det kan man jo alligevel ikke. Men jeg har det sådan, at for en periode måtte det være "whatever gets you through the night". Lysten til at gå ud og smide rigtig mange Alopam i morteren og røre dem op med kakaomælk har været til stede mange gange! Den dukker nok også op igen. Det er også OK. Det ville sgu da ærlig talt være mere underligt, om jeg boblede over af livslyst lige efter min elskedes forholdsvis pludselige død i en alt for ung alder.

Lars har undervejs hjulpet med den mest nødtørftige oprydning. Det er jeg taknemmelig over. Og i dag tog jeg mig selv sammen. På den der underlige, supergrundige måde, der er så typisk mig. Jeg blev ikke færdig, for jeg er træt og skvattet efter nærmest ikke at have været ude i den friske luft et par uger. Men jeg nåede et langt stykke hen ad vejen, og det er godt nok til mig.

Det var jo heller ikke ligefrem med i planerne, at jeg skulle have det bøvl med Kims familie. Jo, han havde prøvet at advare mig, men jeg håber ikke, han for alvor vidste, hvor iskoldt og kynisk de har opført sig... Jeg kunne have forstået det, hvis jeg havde været en møgkælling, der havde forpestet det, der skulle vise sig at blive Kims sidste fire år. Men det var jeg jo ikke. Tvært imod faktisk. Hvis de havde været normale - ja undskyld udtrykket - havde vi delt sorgen og de mange gode minder. Kaperet de mindre gode i fællesskab; hjulpet hinanden videre. Men det er de ikke, og så er den desværre ikke længere. Det er ikke OK, men kan åbenbart ikke være anderledes.

Jeg har bedt den venlige præst i Kolding prøve at tage sig lidt af Kims gamle mor. Selv magter jeg ikke at have mere med den familie at gøre. Jo, jeg har bestilt og betalt den konfirmationsgave, Kim allerede ved dåben besluttede, hans elskede guddatter til sin tid skulle have. Den originale Georg Jensen-marguerit i en halskæde. Jeg har valgt at få hans navn og pigens konfirmationsdato graveret på bagsiden. Når den er afleveret i maj, er det kapitel slut for mig.

Eller - det er det selvfølgelig ikke, for jeg vil altid have Kim med mig i hjertet. Han sagde altid, at jeg skulle lade være med altid at prøve at finde meningen med og retfærdigheden i de ting, der skete, for efter hans opfattelse var den der ikke nødvendigvis. Han havde jo nok ret...

I øvrigt har jeg en "sær" fornemmelse af, at selv om han døde den 19. december, er han i den grad stadig hos mig. Et underligt, udefinérbart nærvær, hvor han selvfølgelig ikke kan svare mig, men ikke desto mindre hører, hvad jeg siger. Det er i den grad OK!

Hvis du spørger, hvordan jeg har det, bliver jeg dig svar skyldig. Det føles mest, som om jeg slet ikke "har det". Ingen tvivl om, at jeg føler mig dybt urimeligt behandlet af Kims familie. Han havde endda prøvet at forberede mig på, at hvis han døde, inden jeg nåede at gøre en ærbar mand af ham, ville jeg få et Helvede med dem - jeg ved ikke, om hans fantasi havde rakt til dette her. Jeg håber det ikke.

Men det er næsten det mindste, for det er i høj grad noget praktisk, jeg kan handle og agere på. Jeg har politianmeldt familien for tyveri fra dødsboet og informeret Skifteretten, som i øvrigt har fået kopi af al kommunikation fra mig til Kims familie. Så er det ude af mine hænder. Og nej, jeg skal sgu ikke hente noget som helst, før Skifteretten har været ind over. Jeg er jo ikke arveberettiget, og selv om jeg kan dokumentere, at det handler om mine ting, ville det næste vel blive, at JEG blev meldt for tyveri. Hvis familien virkelig tror, jeg er så dum, ved jeg ikke, hvem det er mest synd for...

Og det handler jo i virkeligheden slet ikke om mig! Jo, præsten havde da ret, da han skrev, det måtte have været frygteligt at sidde et helt forkert sted i kapellet og føle sig ikke-eksisterende. Det var det bestemt, men undervejs fik jeg sgu også næsten ondt af præsten, hvis blik flakkede mere og mere mellem "familien", han jo havde mødt - og så to kvinder, der sad alene på forreste række i den anden side af kapellet. En, der var rolig og fattet, og en, der var helt opløst i tårer. Logisk må han vel have troet, jeg var den famøse Anne-Marie, familien jo havde beskrevet som Kims store kærlighed, selv om det var over 20 år siden, de skiltes. Og hun ikke engang kunne hilse, da vi for et par år siden tilfældigt passerede hende nede på Søndergade...

Det, der pinte mig, var, at Kims eftermæle simpelthen blev "forkert". Jeg siger ikke, jeg var den eneste, der kendte ham, for selvfølgelig var jeg ikke det. Men at jeg kendte ham væsentlig bedre end "den nærmeste familie", var der slet ingen tvivl om! Hans søster så vi overhovedet ikke i de fire år, vi var sammen. Sin bror mødtes han med en enkelt gang nede i byen en januardag for to år siden, så løb det desværre ud i sandet igen. Jeg mødte broderen en gang - på Vejle Sygehus i september sidste år.

Niecen så vi faktisk kun, når det handlede om at hente gaver eller penge til hendes børn. Sørgeligt, men sandt. Kims mor så vi heldigvis regelmæssigt, og hun nåede også at komme med til Horsens til min fødselsdag forrige år. Men nogen særlig lykkelig familie med tætte bånd var det desværre ikke. Det gælder jo så mange familier, og hverken Kim eller jeg så grund til at hykle andet. Kim hadede hykleri!

Nu skulle det hedde sig, at det var på grund af dårligt hjerte, Kim i sin tid endte med at opgive sin ingeniøruddannelse. Øh nej, det var det så ikke... Det ved jeg noget om, fordi jeg faktisk var med ham til nogle af de undersøgelser i Odense, der godtgjorde, at hans hjerte ikke fejlede noget. Til gengæld led han af stress og angst, som blandt andet gav han hjertearytmi. Jeg vidste meget lidt om angst dengang, men jeg var der rent faktisk... Også om natten, når han var bange for at dø. Gad vide, om nogen i familien vidste, at metallurgi var hans yndlingsfag... Hvorfor vil de ikke se i øjnene, at Kim i første omgang tog orlov fra teknikum, fordi alt brændte sammen hjemme i Kolding. Hans far fik amputeret et halvt ben; i forvejen havde søsteren som 16-årig dumpet et handikappet barn hos sine forældre. Kim fik reelt kun mulighed for at tage en HF, fordi han så kunne hjælpe med at passe Marianne. Han kørte bil, fra han var 16, for sådan kunne hverdagen hænge sammen - heldigvis havde han da højden med sig og det velvoksne overskæg, de jo skulle have dengang :-).

Da han kom i gang igen, havde han mistet lysten. Han er hverken den første eller den sidste, det er sket for. Han følte sig ikke godt tilpas med sin socialangst, droppede ud og tog i stedet de jobs, han kunne få. Var sjældent noget sted mere end et par år ad gangen, fordi han simpelthen sagde op, når han var ved at kede sig ihjel. Havde sparet op til karantæneperioden. Han havde bare ikke så skidemeget held med at gå og putte sig dér i firserne, hvor ledigheden ellers var skyhøj i vores generation. Jeg kan huske, han fortalte, han lige havde sagt op på "Danish Crown", også fordi arbejdet var for hårdt for hans defekte ryg en fredag. Søndag gik han ind på en tilfældig grillbar for at få en halv kylling med pommes frites og kom tilfældigt i snak med en midaldrende mand, der spurgte, om han manglede arbejde. Tja, nej, jooo. Manden så ifølge Kim harmløs nok ud, men det viste sig, han rent faktisk var noget ved musikken i byggebranchen i Kolding. Så mandag morgen fandt Kim til sin egen delvise undren sig selv stående og blande beton som ind i Helvede. Og det gjorde han så i et par år - jeg har skam været med på den store "Tour de Kolding" og set nogle af de "arkitektoniske perler", han således blev medansvarlig for... Typisk store industrihaller.

En anden gang var der en, der tilbød Kim et stort kørekort, fordi han manglede en chauffør. Det kan man jo heller ikke sige nej til - så lå han og kørte primært Holland og Tyskland et par år. Jeg fik nærmest latterkrampe den dag han fortalte, hvordan han, fordi han aldrig tænkte i de baner, fik sig forvildet ind på et bøsseværtshus i Amsterdam. Kim skulle jo bare have en godnatøl, men følte nærmest, han efterfølgende løb for sit liv, da en lige lovligt feminin herre blev lige lovligt interesseret...

Åh, der var så meget, der kunne være sagt i den tale. Noget var jeg en direkte del af, andet delte vi, fordi vi grinede så godt sammen. Da vi - efter 27 år mødtes igen - havde tidens tand jo gnavet i os begge. Jeg spørger så Kim, om der egentlig var noget særligt, han huskede fra første gang, vi var kærester. Hvortil han himlede med øjnene og stønnede: "Ja, dit grin!". Og så grinede vi igen...

I talen blev sagt, at Kims sidste arbejde var i "Legeparken" i Kolding. Øeh nej, det var det så - heller - ikke. Det er bare sådan et sted, Kolding Kommune opbevarer midaldrende bistandsklienter, fordi det refusionsmæssigt er en bedre forretning end at give de mennesker pension. Som Kim engang sagde: "Før jeg kom i Legeparken, kendte jeg faktisk ingen, der røg hash. Efter den første dag kendte jeg pludselig fire!". Men det fik vi - sammen med en seriøs sagsbehandler - heldigvis sat en stopper for. Kim fik en tiltrængt førtidspension, kort før han fyldte 50.

Alt i Kims liv virkede på overfladen tilfældigt og uden den berømte røde tråd. Var det måske. Men hans sidste, rigtige arbejde var faktisk som bestyrer af et pladelager i et større byggemarked i Kolding. Ingen andre kunne gennemskue Kims systemer, men det ændrede ikke ved, at de fungerede upåklageligt, og han elskede det job. Og Kim kunne aldrig helt dy sig. En dag havde han helt tilfældigt lige målt et bræt, en kunde dernæst spurgte på. Kim kunne jo så uden yderligere dikkedarer oplyse, at det var 4,60 meter langt. Kunden måbede: "Jamen, hvordan kan du være så sikker på det uden at måle?". Kim: "Jo, ser De, det tog mig præcis 2,65 sekunder at kigge fra den ene ende til den anden!". Naturligvis uden at fortrække en mine...

Kim traf livet igennem sine egne valg og stod inde for dem. Hans mest negative egenskab var nok, at han var forbandet dårlig til at sige undskyld, når han havde kvajet sig. Og det gjorde han jo cirka lige så tit som alle os andre. Til gengæld var han faktisk ret god til at tilgive. Vi skændtes alt for meget det sidste år. Jamen hvad pokker skulle jeg forholde mig til, når lægerne blev ved med at sige, at manden enten slet ikke fejlede noget - eller i hvert fald ikke kunne blive enige om, hvad det i så fald var. Det var jo hverken Kim eller mig, der havde gået syv år på universitetet!

Det bar Kim af sit ærlige hjerte ikke nag over. Det er jeg oprigtigt glad for nu, hvor så meget for altid er for sent.

Da Kim døde, skrev jeg et pænt brev og fortalte, at der selvfølgelig befandt sig en del ting i hans lejlighed, som var mine. Jeg sendte brevet til hhv. hans mor og hans niece - af den simple grund, at det er de eneste familiemedlemmer, jeg kender adressen på. Kims søster havde jeg aldrig mødt, og hans bror - udover dengang for godt 30 år siden - kun hilst på en enkelt gang her sidste efterår, da Kim var indlagt i Vejle. Samtidig informerede jeg Skifteretten i Kolding om, at jeg kan dokumentere, at hhv. fryser, tørretumbler og stationær computer med tilbehør er købt af mig.

Et par dage senere blev jeg - fra niecens telefonnumer - ringet op af en mand, jeg ikke vidste, hvem var. Det viste sig så at være søsterens samlever - hvis jeg nogensinde tidligere havde hørt hans efternavn, havde jeg i hvert fald glemt det igen. Han brugte en rum tid på at tale til mig, som var jeg et retarderet barn. Min mor, som tilfældigvis var her, var helt imponeret over, at de eneste gange, jeg hævede stemmen, var når jeg bad manden lade mig tale ud... Jeg forklarede høfligt, at når jeg ikke havde kontaktet søsteren, var det: a) Fordi jeg ikke kunne vide, om hun eller anden skulle være bobestyrer b) Fordi jeg ikke ved, hvor hun bor, og hverken Kim eller jeg har kendt hendes telefonnummer i de fire år, vi var sammen.

Manden mente i øvrigt, at Kims ting bare hørte hjemme i en container. Jeg sagde, at det var jeg ikke enig i, og det i hvert fald ikke gjaldt mine ting. Og nej, selvfølgelig kunne jeg da ikke på stående fod remse op, hvad jeg havde liggende af tøj og ting - når man i flere år mere eller mindrer bor to steder, er det lidt tilfældigt, hvad der lige ligger hvor - jeg har jo også stadig tøj og fodtøj af Kims her...

Inden bisættelsen skrev jeg yderligere et brev, hvor jeg skrev, at jeg bl.a. gerne ville have min blå cykel og den gyngestol, Kim satte i stand til mig, da jeg blev pensionist i utide. Jeg tilbød i øvrigt, at jeg gerne ville pakke lejligheden sammen og for egen regning sørge for, at de ting, familien ikke ønskede, kom derhen, hvor Kim havde ønsket det. Hvilket i øvrigt var den genbrugsbiks, Folkekøkkenet i Kolding driver nede i Steckmanns Gård. Jeg gav diskret brevet til Kims søster, og alle var - lige bortset fra den detalje, at de havde "glemt" at fortælle præsten om min eksistens - åh-så søde og forekommende, jeg skulle nok høre fra dem.

Og det skaljeg sørme da også love for, at jeg gjorde! Mandag formiddag blev jeg nemlig ringet op af Kims bror - nu havde de tømt lejligheden, min tørretumbler og min fryser stod i kælderen, jeg kunne bare hente dem! Jeg må indrømme, at jeg tabte både næse og mund! Jeg har nemlig altid lært, at ved dødsfald må man ikke fjerne noget som helst fra boet, før Skifteretten har været ind over. Nå, men jeg havde da åndsnærværelse nok til at spørge til min computer, som de angivelig har smidt ud, selv om de har papirer, hvoraf såvel mærke som serienummer fremgår.

Så må jeg indrømme, at jeg fik nok. Om lidt ryger der en anmeldelse af sted til Kolding Politi - tyveri fra dødsbo. Nu synes jeg ærlig talt, den familie har pisset tilstrækkeligt på mig - nu pisser jeg igen.

Jeg skal finde min hverdag igen, ja. Det er så bare ikke helt nemt, når der igen-igen uden varsel ikke er varmt vand i hanerne. Så ingen rengøring af betydning i dag. Her trænger ellers. Men så må det blive mental rengøring i stedet. Det trænges også.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hvis vi undervejs havde fået den hjælp, vi rent faktisk bad om, havde Kim nok været her endnu. Det er en grim tanke, men de oplevelser, jeg havde med sundhedsvæsenet sammen med Kim gennem det sidste par år, gør den forbandet svær at ignorere. Og det nytter jo ikke noget at efterrationalisere - der kunne være sket så meget andet. Men tanken er der, og den nager som en lille, gnavende orm i mit hjerte.

Da vi blev kærester igen for små fire år siden, var vi ikke ret længe om at finde ud af, at ja, vi havde forspildt muligheden for at være unge sammen. Til gengæld var vi enige om, at vi meget gerne ville blive gamle sammen og passe på hinanden. Jeg kan stadig se ham for mig, den høje, 48-årige mand, der stod i en bøgehæk på Bjerregade og genert som en anden skoledreng spurgte, om jeg godt ville se ham igen...

At vi ville bo sammen, var der selvfølgelig ingen tvivl om. Vi havde hver sin lillebitte lejlighed på under 50 kvadratmeter. Fin til én person, men alt for lille til to voksne, der ikke længere går på arbejde. Men det hastede ikke - vi var begge langtidssygemeldte med stress på det tidspunkt, og der var økonomiske forhold, der skulle afklares, inden det kunne komme så vidt. Jeg hjalp Kim med at få stoppet den komplet perspektivløse aktivering, Kolding Kommune vist ellers havde tænkt sig, han skulle opbevares i, til han kunne få folkepension, og vi fik indledt en førtidspensionssag. Jeg fik faktisk også skaffet ham 40.000,- Kolding Kommune regulært havde snydt ham for, da han overgik fra sygedagpenge til kontanthjælp. Jeg fik bevilget førtidspension pr. 1. december 2008, Kim 1. juli året efter - samme måned, som han fyldte 50. Han led voldsomt af koncentrationsbesvær, men knoklede ud over alle grænser, da vi lavede udkast til ressourceprofil. Sov næsten to døgn bagefter...

Selvfølgelig blev ingen af os raskere af den pension, men det var for Kims vedkommende af meget stor betydning at komme væk fra "Legeparken". Hvor man blev trukket krone for krone i kontanthjælpen, hvis man ikke kunne møde op på grund af sygdom. Én gang blev Kim så syg af medicin ("Efexor"), at han bare lå hjemme og var svimmel i tre dage. Der blev noteret, at "Kim har haft et tilbagefald!". Til druk, forstås! Man interesserede sig nemlig så lidt for sine "klienter", at man ikke engang vidste, at manden på det tidspunkt havde været på antabus i månedsvis! Det samme gjorde sig gældende, da han måtte tage et par sygedage efter et par meget omfattende tandlægebesøg. Som han i øvrigt havde søgt om og fået betalt via kommunen, der om nogen så burde vide det. Men nej, Kim var faldet i druk, var han!

Men hvor skulle vi så bo? Jeg kom med tiden til at holde meget af Kolding. Som jeg var ufattelig længe om at lære at finde rundt i. Kim kendte jo byen som sin bukselomme og gik aldrig nødvendigvis den nærmeste vej - eller for den sags skyld bare den samme vej to gange, hvis han kunne blive fri. Det blev bedre, men ændrede desværre ikke på det faktum, at i Kolding er der forbandet langt til - alting! Kim tænkte ikke så meget over det, for sådan havde det selvfølgelig altid været. Men for mig - og ikke mindst min panikangst - blev det hurtigt et problem, at der var 20 minutters gåtur hver vej, bare jeg manglede en liter mælk eller en pakke cigaretter.

Kim havde en aldersstegen knallert - den fylder 30 i år, og han havde passet den de 20. Lille Zuki... Og mens han havde det godt, brokkede han sig aldrig over, at de daglige indkøb mest hang på ham. På gode dage gik vi turene hånd i hånd - mig trækkende med "pensionistvognen" - Kim fik den nemlig altid kørt ind i "bagbenene" på sig selv. Tsk... tsk... Stort kørekort, og så kan man ikke manøvrere en skide indkøbsvogn. Åh, hvor der blev grinet. Og snakket. Kim havde et omhyggeligt plejet ry som noget af en enspænder og stille i det. Det var jo bare den socialangst, han livet igennem kæmpede med, og som selvfølgelig ikke eksisterede sammen med mig!

Men så begyndte det at gå galt. Kim var blandt så meget andet "velsignet" med ryglidelsen Morbus Scheuermann. Havde en enkelt gang tidligere oplevet benene simpelthen "forsvinde" under sig. Da kom han i øvrigt gående fra Bilka med to store sække bleer til guddatteren - han sagde, det føltes ret ubegavet at ligge dér oven i en større stak "Libero Up & Go" - af alting.

Nu begyndte det at ske oftere - uden at det havde noget med alkohol at gøre. Han væltede på knallerten et par gange - heldigvis uden at komme til skade, men også uden at kunne få knallerten op igen, fordi han overhovedet ingen kraft havde i benene. Jeg har såmænd oplevet, at en venlig, fremmed kvinde samlede ham op ovre på Jovavej og kørte ham hjem - jeg havde nær aldrig fået ham op ad trapperne! Ved, at det skete sidste gang i efteråret, efter han var kommet fra Vejle Sygehus, og mens jeg var i Horsens. Han ville så forbandet gerne klare sig selv, den gamle, stædige mand. Og Gud, hvor jeg forstår ham!

Så selvfølgelig endte det med, at indkøb kom til at hænge på mig. I mellemtiden havde jeg fået en cykel med til Kolding, og det var så ikke altid, jeg turde køre på den på grund af min svimmelhed. Men så fungerede den til gengæld glimrende som rollator, selv om jeg sommetider måtte gå både to og tre gange for at kunne have det hele. Men vi fandt ud af det. Det gjorde vi jo altid.

Men vi var enige om, at løsningen blev Horsens, fordi Kim jo næppe blev bedre gående med tiden. Men et rigtig godt argument for Kims lille lejlighed i de gamle arbejderboliger på Stejlbjerg var unægtelig haven. En håbløs, skrå glæsplæne, som til gengald havde den mest vidunderlige udsigt ned over Ådalen og Koldinghus. Den lille, overdækkede terrasse, Kim møjsommeligt lavede vel nærmest som en slags terapi, da han prøvede at finde sig selv oven på sit stressnedbrud. Der var dejligt på en sommeraften med ild i bålstedet og lidt rødvin i glasset.

Kim elskede sin have, men havde faktisk forbløffende lidt forstand på havearbejde. Jeg elskede det, og nok knurrede han, når jeg slæbte kurvevis af spanske margueritter hjem fra byen. Men han gravede et bed til mig - og var vild med, at de - præcis som jeg jo havde sagt - bare blomstrede, helt til frosten tog dem. Da jeg købte tulipanløg en masse, anede jeg ikke, hvor elendig jorden var der, hvor de skulle ligge. Kim hentede en pæl og en mukkert i kælderen og bankede bogstaveligt og sammenbidt 36 tulipanløg ned. For hvis Susanne ville have tulipanbed, så fik Susanne tulipanbed!

Det første år hyggede vi os rigtig meget med at passe haven sammen. Virkeligheden er, at de næste to år passede jeg den, fordi Kim ikke havde kræfterne. Sidste sommer blev den reelt slet ikke passet. Kim kunne ikke, og jeg kunne ikke være to steder. Græsslåning, som Kim ellers elskede, kunne vi heldigvis betale os fra, men alt andet gik til. Jeg prøvede at luge lidt i september, men det føltes - ligegyldigt.

Der er meget, der har været svært. Meget, der bliver det fremover. Men der var også rigtig, rigtig meget, der var let, lyst og lykkeligt og fyldt med tro på fremtiden. Det gør jeg alt, hvad jeg kan for at holde fast i nu.

Nåhja, der kom jo også en lille håndfuld af... Tja, jeg vil ikke kalde det Kims venner - til bisættelsen. For Kim var ikke et sted sit liv, hvor han magtede - venner. Det diskuterede vi meget, for jeg har det så anderledes. Men de var der, en lille håndfuld mennesker fra vores stille liv sammen på Stejlbjerg. Hvor de fleste slet ikke "går til begravelser", fordi de allerede har mistet så alt for mange.

Jeg var glad for, at de var der. At jeg kunne sige det til dem - for familien kendte dem jo ikke! Det ville på et eller andet plan have glædet Kim, der fandeme også hadede de begravelser. Et sted i baggrunden hørte jeg nogen undre sig over, hvem de mennesker var. En anden, der skråsikkert afgjorde, at det da var Kims "slæng" ovre fra "Baronen".

Javel så! Der ligger et lille værtshus på Stejlbjerg. Den Røde Baron. Vi kunne næsten se det fra stuevinduet. Et rigtigt stamværtshus, hvor der må ryges, pruttes og spises syrlige bolsjer. Et sted, der ikke er der om føje år, fordi det forsvinder med kvarterets særpræg.

Jeg har været der én gang sammen med Kim. Det var vist anden gang i alle sine år i kvarteret, Kim var der. Og vi var der, fordi det føltes rigtigt at drikke gravøl for Kims - vores - ven, Frank dér. Vi drak hver to øl - det er tre år siden til marts! De mennesker, der kom til Kims bisættelse, var der ikke nødvendigvis den dag. Og ikke fordi der er en skid galt med evt. at være stamgæst på "Baronen"! Slet ikke! Det er sgu et hyggeligt sted, hvis man er til værtshuse.

Men det var Kim så - heller - ikke! Jeg siger ikke, jeg var den eneste, der faktisk kendte ham. Men det føles mere og mere som om.

Kære Jan.
Tirsdag den 27. december 2011 bisatte du min kæreste gennem små fire år, Kim Brandstrup Jacobsen. Som jeg sad der i Sdr. Kapel og lyttede til dine ord, kom jeg næsten i tvivl om, hvorvidt det var den rigtige mand, du talte så smukt over!

Du kendte ikke Kim, for selv om vi fra hans stuevindue havde den smukkeste udsigt ned over bl.a. Kristkirken, var vi ikke kirkegængere. Dog var vi der sammen én gang, nemlig da du for små tre år siden bisatte Kims gode ven og underbo gennem mange år, Frank Simoni. Det ved jeg fra Kims bisættelse, at du faktisk husker, fordi du var så ny i embedet dengang. Jeg huskede dig, fordi jeg syntes, du fik den gamle bajads herfra på en utrolig fin måde.

Men du kendte ikke Kim og kunne derfor naturligvis kun holde din tale udfra, hvad familien havde valgt at fortælle dig om Kims liv. Som det vel gik op for dig undervejs, var den eneste person, der tilsyneladende aldrig havde eksisteret i Kims liv - mig. Det til trods for, at der på min venstre hånd sidder en smal guldring med indgraveringen: KIM 22-11-2008...

Jeg ved ikke, om familien troede, de kunne chokere mig med historien om Anne-Marie og det barn, hun valgte fra. Det kunne de ikke; Kim og jeg havde ingen hemmeligheder for hinanden. Faktisk var det noget af det første, han fortalte mig om, da vi i 2007 fik kontakt igen - vi havde været kærester første gang 27 år tidligere. Men det ville have chokeret Kim at få historien udbasuneret over sin båre - han troede ikke, familien vidste det, og jeg havde lovet at tie med det for altid. - Men jeg kan jo godt regne ud, at han må have fortalt sin søster det i en af de perioder, de var på talefod, og hun har aldrig kunnet holde på en hemmelighed...

Jo, jeg kendte historien. Ved, at Kim såmænd tilbød Anne-Marie at opfostre barnet alene, da hun ikke syntes, hun magtede et barn mere oven på sin mands selvmord. Kim brød i øvrigt ikke IND i Anne-Marie og Francis ægteskab - Anne-Marie brød UD af det - bare uden modet til at søge separation! At det skulle få så fatale konsekvenser, kunne ingen forudse, og Kim, der faktisk var et moralsk menneske, følte sig medskyldig i Francis' selvmord. Det snakkede vi meget om, og om at noget af det sværeste, Kim havde gjort i sit liv, var at gå ud og fjerne det reb, manden havde hængt sig i...

Kim ville meget gerne have haft det barn, men kunne selvfølgelig ikke ændre Anne-Maries beslutning om en abort. Hun fik i øvrigt dispensation til den rent sent i forløbet på grund af de særlige omstændigheder. Kim var med hende hele vejen, men da hun efterfølgende forventede, at han skulle trøste hende over tabet af barnet, kunne han ikke mere. Forholdet var i forvejen ikke godt, men så hængte Francis sig - og Kim var i øvrigt meget knyttet til Anne-Maries lille søn, Elliot.

- Vi passerede i øvrigt Anne-Marie nede på Søndergade for et par år siden - hun kunne ikke engang hilse. Så det var s'gu (undskyld, Hr. Pastor, Kim brokkede sig også tit over, at jeg bandede for meget) lidt absurd at sidde dér i kapellet og høre hende beskrevet som noget nær Kims store kærlighed. Jo, Kim ville forfærdelig gerne have haft det barn, men hele historien ligger 20 år tilbage i tiden, og han havde forlængst fundet fred med det skete. Den sidste gang, vi snakkede om det, var fatisk sidste sommer, hvor vi tilfældigt erfarede, at Elliot et par måneder tidligere var blevet dræbt i en trafikulykke, 24 år gammel. Jeg vidste nøjagtig, hvad Kim tænkte, og han formulerede det også meget klart: "Mon hun fortryder nu?".

- Var jeg så Kims kærlighed? Hans øjne kunne ikke lyve, så det tør jeg godt svare ja til. Jeg sidder og smiler skævt ved mindet om en mand, der kunne finde på at pynte cyklen med røde roser, når han hentede mig ved toget i Kolding. Ringe på de mest umulige tidspunkter, fordi han - trods sit omhyggeligt plejede ry som enspænder - bare savnede. Manden, der kunne få mig til grine, som ingen anden nogensinde har kunnet. Som ingen vil kunne få mig til igen.

Jeg ved ikke, hvad der er galt med Kims familie... Eller rettere - jeg ved det netop... Lang historie, der er alt for kompliceret til at komme ind på her, men et nøgleord er psykisk sygdom. Et andet er - svigt. Jeg fik ikke just prisen som "årets familiemedlem", når jeg - og det gjorde jeg jævnligt - sagde ligeud, at nogle andre også måtte tage sig lidt af den gamle mor. Eva. At jeg var træt af, vi kun så niecen, når det handlede om at hente penge eller gaver til hendes børn - herunder Kims elskede guddatter, Lise-Lotte.

Kim var helt officielt familiens sorte får - af samme grund gav jeg ham et sort lammeskind i fødselsdagsgave forrige år. Ikke desto mindre var
han den, de altid kunne stole på. Hvad enten det handlede om at rakke tværs gennem Kolding på knallert i frostvejr, når Eva var syg -
og han egentlig også selv var det. Eller om at Lise-Lotte manglede dette eller hint, som hendes "forældre" godt selv kunne have betalt...

Sådan noget må man ikke sige ligeud. Men jeg gjorde det! Og derfor valgte familien, da Kim døde, at lade som om jeg aldrig har eksisteret. Det skal de heldigvis selv stå til ansvar for både her og hisset - eller hvordan katten man nu formulerer det overfor en præst. Jeg gjorde, hvad jeg magtede. Fik Kim indlagt i september, var der, da han blev udskrevet. Brugte seks-otte timer i døgnet på at være hos ham de fleste af ugens dage, selv om jeg reelt ikke havde råd til det. Familien, der har biler og bedre økonomi, så vi ikke så meget til...

Jeg var der alt, hvad jeg magtede, Jan! Det var ikke mit valg at blive holdt udenfor til allersidst. Jeg ved, at Kim forlængst har tilgivet mig - han kendte jo om nogen sin familie. Men hans eftermæle i kapellet manglede et kapitel. Hans og mit. Vi havde sådan glædet os til at blive gamle sammen, passe på hinanden. I foråret fandt vi noget nær drømmelejligheden sammen. Den bor jeg nu i - sammen med den kat, Kim fik prakket mig på.

Tja, det var, hvad jeg havde på hjerte. Ved bisættelsen udviste Kims bror, Bertil, en smuk gestus. Tog min hånd og lagde den ved siden af sin egen på kistens håndtag, så jeg trods alt fik lov at bære ham, jeg elskede i mere end 30 år, det sidste stykke. Jeg kan slet ikke beskrive, hvad det betød for mig.

Urnenedsættelsen får jeg næppe besked om. Jeg ved ikke, om familien ønsker din tilstedeværelse ved den lejlighed. Kim ville næppe have ønsket den. Det var med fuldt overlæg, han aldrig meldte sig ud af Folkekirken, men han troede ikke på kirkegårde. For ham var de blot monumenter, han ikke havde brug for. Selv ønskede han sin aske spredt ud over noget hav. Men det vidste hans familie - heller
ikke.

De bedste hilsener

Susanne Drews

Det er svært det her. Føles lidt, som om min sjæl er blevet revet i stykker og efterladt som en blodig klump. Det går helt fint med at leve af smøger, benzodiazepiner og rødvin. Skulle det ikke være nærende nok, har jeg whiskey og basilikumsnaps i reserve. Sidstnævnte stod Kim forrige års lillejuleaften omhyggeligt i mit køkken og lavede. Den var til min far, og planen var, at vi omkring "Fars Dag" ville leje en bil og køre til Fyn med den. Kim vidste jo, hvor ked jeg er af, at jeg aldrig har mulighed for at se min elskede far, fordi det ikke lader sig gøre at komme til og fra med offentlig transport. Hele min lejlighed stank af basilikum i flere dage, og da den havde trukket, siede jeg den. Men vi kom aldrig over med den, for da vi nåede juni, havde en grum virkelighed indhentet os, og at køre bil var bare én af de ting, min elskede aldrig mere kom til. Og i virkeligheden kan jeg ikke fordrage snaps. Men jeg har smagt på den, og den er mild og rund og lavet med kærlighed. Det kan jeg godt lide, og jeg har næsten lyst til at sove med den under min hovedpude. Eller noget.

Lige nu har jeg ikke lyst til at leve! Men som jeg tålmodigt forklarede en betjent, en eller anden havde pudset på mig i forleden - og lad så for for Helvede være med det en anden gang, OK! er det vel for pokker en helt naturlig reaktion! Kim var ikke hele meningen med mit liv, men han var en meget stor del af den, og havde jeg været så allerhelvedes selvmordstruet, var jeg allerede hoppet i havnen, der er såmænd kun et par hundrede meter derhen. Eller havde ædt en cocktail af den medicin, jeg har på lager. For guderne skal da vide, at jeg har så rigeligt - har også stadig noget af Løvens på lager. Men det har jeg altså ikke gjort, vel. Så giv mig da for pokker lov til at græde, råbe og skrige. Ikke være den Sus, I kender. For sorg kender ingen nåde, den er dyrisk og rå og hæslig. Føles ind imellem, som om ens indvolde bliver flået ud uden bedøvelse.

- Og jeg har jo gjort alt det fornuftige! Fået sovepiller til en måned, så jeg i det mindste ikke sidder og hyler op mod månen. Bedt om akut krisehjælp - det er fandeme ikke mit ansvar, at der er tre en halv måneds ventetid - jeg har aldrig stemt på den blå blok, der barberede velfærdssamfundet helt ind til benet, så de, der i forvejen havde mere end nok, kunne få skattelettelser oven i den fiktive friværdi.

Sorg er ikke smuk. Højst hos Jane Austen, hvor heltinden diskret dupper sine øjne med et kniplingbesat lommetørklæde. Ikke at der er meget heltinde over mig i forvejen. Jeg elskede Kim af hele mit hjerte, men alle, der har prøvet at leve med en aktiv alkoholiker, ved, hvor hårdt det er.

Da jeg i efteråret 2007 tog mig sammen til at kontakte Kim igen, vidste jeg ikke noget om hans massive alkoholproblemer. At han ikke ville møde mig igen, før han (igen) var gået på antabus, fortæller mig, at han oprigtigt ønskede et liv uden alkohol. Han magtede det bare ikke, og jeg har aldrig været så naiv, at jeg troede, jeg kunne "redde ham". Jeg var der bare, og jeg har i bogstaveligste forstand tørret blod, bræk og bæ op... I de værste perioder var jeg nødt til at trække mig for ikke selv at gå ned med flaget. Ryge i co-alkoholikerfælden var jo det sidste, jeg havde lyst til. Men det havde ikke gjort nogen forskel for Kim, om jeg så havde meldt mig ind i Blå Kors. I perioder var han psykotisk, førte lange monologer med sig selv, der foregik i en virkelighed, jeg ikke kunne nå.

Hvorfor søgte vi ikke hjælp? Jamen det gjorde vi skam også! Den var bare ikke tilgængelig! Eller - det er den da, hvis du kan møde op med en promille på 0. Hm - hvad tror folk lige, en alkoholiker kan. Kunne han det, var der jo ikke noget særligt problem, vel! Når vi snakker alkoholisme, handler det jo ikke bare om de tømmermænd, "vi andre" kan have dagen derpå. Nej, vi snakker om voldsomme fysiske abstinenser forårsaget af et decideret afhængighedssyndrom, som i værste fald kan være direkte livstruende. Ork, jeg har sgu siddet for nedrullede gardiner med en rystende, koldsvedende Kim og i afmagt trappet ham ud med, hvad jeg tilfældigt havde til rådighed af Truxal...

Nogle måneder senere var den lige så gal igen, og jeg spurgte, om vi ikke skulle tage på psykiatrisk afdeling i Kolding - vidste, at Kim tidligere selv havde henvendt sig der, fordi han var bange for, at alkoholismen skulle tage livet af ham. Det ville han gerne, men da vi nåede frem, viste det sig, at akutbehandling af alkoholikere ikke længere lå i psykiatrisk regi. I stedet blev han bare indlagt på Akut Modtage Afsnit - og udskrevet igen, da abstinenserne var overstået ved hjælp af "Risolid". Og bevares, han bad sgu ikke selv om at komme over på psykiatrisk afdeling - han hadede at være indlagt. Men han havde sagt ja, hvis nogen havde spurgt ham.

Men det var der så ingen, der gjorde... Dengang var jeg ikke ret god til at finde rundt i Kolding, og pengene var meget små. Vi blev enige om at mødes på halvvejen, for banegården kunne jeg da finde. Han var kommet først, og jeg kan se ham for mig, som han sad dér på en stor sten på banegårdspladsen og ventede på mig. På samme tid en voksen mand og en lille dreng, der var blevet væk for sig selv. Jeg fangede hans blik, som var fuldt af kærlighed, og vi holdt længe og hårdt om hinanden, inden vi hånd i hånd gik hjem. Jeg husker, at det var dejligt vejr den dag. At vi egentlig ikke snakkede ret meget på turen, men bare begge troede på, at det her skulle vi nok klare sammen. Når Kim og jeg holdt hinanden i hånden, kunne jeg altid mærke en helt speciel kraft fra hans hånd. Et særligt bånd, der knyttede os sammen, og som opstod første gang for mere end 30 år siden. Han var virkelig mit livs kærlighed.

Jeg kan også huske, at jeg allerede den dag tænkte over, om jeg reelt magtede det, jeg stod i. Folk, der kender mig, ved imidlertid, at jeg aldrig har været nogen "quitter"! Og der var gode perioder, det var der bestemt. Men Kim begik jo den klassiske alkoholikerfejl at tro, at han ville kunne styre sit forbrug! Ork, vi lavede aftaler herfra og til Nisseland, og han brød dem hver gang. Vi har været derude, hvor jeg fysisk sørgede for, at der ikke var alkohol i huset - jeg kan hilse og sige, at det blev jeg ikke just populær på. Det føltes også uværdigt, for han var trods alt en voksen mand, selv om han var syg.

Behandling? Glem det! Kim led helt fra sine unge år af angst. Det "kan" mænd ikke, og de kunne da slet ikke for 30 år siden. Og da slet ikke, når de var intelligente, i god fysisk form og tilmed så bedre ud end de fleste. Det gjorde Kim, og han kunne have vadet i damer, hvis han havde gidet. Før mig var der Hanne. Efter mig Nadia og Anne-Marie - og så mig igen. Og nåja, det løse - Kim var trods alt ingen munk. Men faste forhold var han ikke god til med sit meget store behov for - bare at være sig selv. Det var vi gode til at finde ud af sammen, og det skete ofte, at han bare dukkede op, simpelthen fordi han hellere ville være sammen end alene.

Den hjælp, Kolding Kommune tilbyder, er - når promillen vel at mærke er 0 - at møde op tre gange om ugen på et "misbrugscenter" i Seest og under opsyn gnaske en antabus i sig. Det kunne Kim sgu ikke bruge til noget. Han kunne, når han ikke havde abstinenser, fint finde ud af selv at tage sin antabus, men praktiserende læge ville ikke ordinere det. Det var Elvej eller ingenting. Kim led i sine dårlige perioder af paranoia - jeg ved ikke, hvor smart det så er, at det kommunale misbrugscenter deler parkeringsplads med - TV Syd af alting. Så langt tror jeg aldrig, nogen på Kolding Kommune har tænkt - men jeg har gjort opmærksom på det uhensigtsmæssige! Inklusive det uhensigtsmæssige i, at det ligger flere kilometer fra Kolding by. Men det gør alt jo dernede i den smukke, smukke by.

Og i øvrigt fungerer det misbrugscenter ikke, for størsteparten af klientellet er slet ikke motiverede for at slippe alkohol som selvmedicinering. Nogen er tvunget derud som led i en dom for spritkørsel, andre tvunget for at oppebære kontanthjælp. Hvis nogen mangler råd om, hvordan man snyder med antabus eller gerne vil bytte sig til et par Risolid, kan jeg hilse og sige, at det er ude på Elvej, det foregår.

Og jojo, Kim var skam også på "alkoholkursus". Her prøvede man at lære ham, at han skulle hade sin afdøde far og skrive et (vredt) afskedsbrev til ham, så blev alt godt. Ingen ville fatte, at Kim tværtimod elskede sin far - de var to alen af et stykke. Hjalp med at passe ham den sidste tid og såmænd var med til at lægge ham i kisten, da det var slut - og nær havde fået kastet ham gennem stuen, fordi han mentalt ikke var forberedt på, hvor lidt Verner vejede - heldigvis holdt bedemanden igen... Jeg kan love for, at selv om Kim syntes, det var uretfærdigt, at hans far kun blev 67 år, havde han fred med, at Verner døde. Fordi han var der alt, hvad han kunne de sidste år. Kim fortalte mig meget om det, fordi den tid betød så meget for ham. Og fordi vi jo var på "the second time around" havde jeg også kendt hans far. Det var OK. Da vi stod udenfor kapellet i forgårs - er det virkelig ikke længere siden - snakkede Kims bror og jeg faktisk om, at de sgu nok havde fundet sig en kolonihave, hvor de kunne få sig en Tuborg og en cerut og tage det hele med lidt ophøjet distance :-). Så ville Verner, der havde fået amputeret et halvt ben, insistere på at grave have fra sin kørestol, så alle andre kunne se, hvilken ukærlig søn, Kim var. Alt var, som det skulle være. Åh jo...

Men kære du, der læser med her - lad være at tro, hjælpen er til rådighed, blot man beder om den! I foråret fandt Kim og jeg noget nær drømmelejligheden sammen. Jeg stod alene med det hele, fordi Kim slet og ret var psykotisk. Mine flyttefolk fik han sendt ad Helvede til, så flytningen endte med at koste mig 15 i stedet for fire tusind... Kim knækkede helt den dag og gik med til at komme på psykiatrisk afdeling, så måtte vi tage den derfra. Jeg ringede 112 fra en mobiltelefon - og fik at vide, at så længe, der var en mand, der råbte i baggrunden, kunne de ikke tage mig seriøst. Der var ingen, der råbte; den eneste mand, jeg havde i nærheden, lå på gulvet og græd... Og jo, jeg burde have bedt om en "udskrift", men det magter man jo ikke i den situation... Det er kendt, at der er problemer til 112 fra en mobil.

I stedet fik jeg politiet til at hente os - kunne jo ikke alene få manden ud i en bil. Jeg tror virkelig, vi har Danmarks bedste betjente i Horsens. På sygehuset startede en ikke overvældende dansktalende læge med at konstatere, at Kims blodtryk var faretruende lavt. Ikke heldigt i forhold til, at han stadig fik "Emconcor" mod - forhøjet blodtryk. Lægen efterlod os bogstavelig talt på en undersøgelsesstue!

Da vi havde siddet der en halv times tid, gik jeg ud og spurgte, om de havde glemt os? Det havde de selvfølgelig, selv om de ikke ville være ved det. Jeg forklarede, at vi (stadig) gerne ville på psykiatrisk skadestue og fik at vide, at det kunne vi da ikke komme, uden at lægevagten havde været ind over. Jeg forklarede - gennem sammenbidte tænder, at der var flere timer, til lægevagten åbnede - OG at det ikke lod sig gøre at komme i kontakt med patientens praktiserende læge i Kolding før næste morgen mellem otte og ni. Nå, så kunne vi allernådigst få lov at henvende os dér og dér. Jeg syntes godt nok, "adressen" lød forkert - har selv været dagpatient hos krisepsykologisk beredskab - men de laver jo om hele tiden...

Så jeg hankede op i kørestolen. Er I klar over, hvor mange steder på et moderne sygehus, der ikke engang er ramper til sådan en? Vi kom da også til en låst dør. Et kvindemenneske kom langt om længe vadende - nej, det var ikke her. Hun ville finde ud af noget, gik, låste døren. Efter en halv time opgav vi at se mere til hende.

Så brugte jeg min egen stedsans... Og ovre omkring, hvor jeg huskede, at psyk ligger, gik en mand rundt med ansigtet i bekymrede folder. Socialpædagog fremgik af hans skilt. Han ventede os ikke just, selv om der skulle være givet besked. Og tro endelig ikke, han på noget tidspunkt tilbød at hjælpe med kørestolen. Han løb nærmest i forvejen og virkede sur over, at jeg var langsom... Jeg er sgu ikke uddannet til at manøvrere 85 kilo mand rundt i ikke-terrængående køretøj!

Selv om der var gabende tomt på psykiatrisk afdeling, blev Kim - efter en masse ventetid - efter en kort samtale med socialpædagogen og en erhvervspraktikant af en læge naturligvis afvist, selv om han var bundærlig omkring manglende kontakt med virkeligheden, selvmordstrang og så videre. For han havde jo også en promille på godt 2... Så blev vi sendt tilbage til skadestuen, hvor vi efter yderligere en rum ventetid fik at vide, at man ville sende Kim med en taxi til Kolding Sygehus. Han meddelte mig, at så ville han tage hjem til sig selv, for nu orkede han ikke mere.

Det gjorde jeg med skam at melde heller ikke. På det tidspunkt havde Kim holdt mig vågen siden klokken tre om morgenen, og vi havde tilbragt omkring otte timer med at rende rundt på Horsens Sygehus uden at have fået hverken vådt eller tørt - udover lidt vand. Havde en flytning, jeg skulle prøve at redde, en lejlighed, der lignede noget, der var løgn, fordi Kim jo havde været psykotisk i flere dage... Så jeg gav ham et knus og sagde, at det måtte han altså selv finde ud af. Begyndte at gå hjem, blev overmandet af panikangsten på halvvejen, havde heldigvis min telefon med, så jeg kunne ringe efter en taxi.

Jeg var lige nået hjem, havde fodret katten og smidt mig ned med en smøg et glas velfortjent rødvin, da Kims telefon ringede. Den havde han jo ikke fået med sig. Det var så fra Horsens Sygehus - om de traf Kim? Mig: Øh nej, mig bekendt sidder han i en kørestol lige over for skranken ved skadestuen og venter på en taxi til Kolding! Ja, det gjorde han så ikke, og så må jeg indrømme, at jeg sagde en helmassemegethurtigtligeefterhinanden om at passe på sine patienter i al almindelighed og i særdeleshed om at passe på mennesker, der var blevet afvist på psykiatrisk afdeling!!! Men væk var han ikke desto mindre, og da han jo aldrig havde været ordentligt registreret på Horsens Sygehus, kunne de ikke efterlyse ham.

Godt så, fruen ud i dagens taxi nummer jeg ved ikke hvad, men nu ved I, hvad vi bruger vores fyrstelige førtidspension på... Ikke at jeg blev meget klogere af at snakke med det pænt flove personale, men jeg kunne jo tage hjem og få manden efterlyst. Taxi igen-igen. Faktisk var jeg i gang med at beskrive Kim for vagthavende i telefonen, da Kims telefon igen ringede. Den kvikke, unge chauffør, der havde kørt mig frem og tilbage, da sygehuset havde forlist min mand, havde samlet en desorienteret mand op, lagt to og to sammen - og sit eget telefonnummer kunne Kim dog huske.

Kort fortalt var Kim såmænd begyndt at GÅ til Kolding. Var kommet til sig selv ved et skilt, der sagde 4 km tilbage til Horsens... Havde fundet en bus og dernæst en taxi... Jeg mindes, det var kort efter de oplevelser, en "veninde" kaldte mig en sygeligt opmærksomhedssøgende dramadronning... Okkedog, okkedog - med den virkelighed, jeg oplever, behøver jeg desværre ikke overdrive noget som helst!

Kære venner derude, lad være at tro, hjælpen er tilgængelig, bare fordi man har brug for den! Kim døde faktisk for 11 dage siden. Jeg må lige vente 2½ måned på "akut krisehjælp" til at bearbejde det skete i forhold til, at jeg er kronisk stresspatient og har brugt seks år på møjsommeligt at kæmpe mig tilbage til en hverdag, som ikke var totalt styret af panikangsten.

Nå, så kom han herfra, mit livs Løve. Spørg mig ikke, hvorfor hans familie valgte at holde mig udenfor, for jeg kan ikke svare på det. Ejheller forsvare det. Det var absurd at sidde i kapellet og høre præsten fra Kristkirken, som også bisatte Frank for små tre år siden, tale smukt og ærligt om Kim. Den eneste, der åbenbart slet ikke havde eksisteret i Kims liv var - mig!

Men alt andet lige var det en smuk ceremoni. Da den sidste salme var sunget, sad jeg og så ned i gulvet, ventede på at kunne rejse mig. Så var der en, der tog min hånd, lagde den på kistens ene håndtag sammen med sin egen. Og således fik jeg alligevel lov at være med til at bære ham, jeg elskede i over 30 år, det sidste stykke. Tak, Bertil - med den gestus viste du, at du virkelig var Kims bror!

Praktisk, som jeg er, sprang jeg simpelthen "overgangsalderen" over. Menstruationerne stoppede bare fra den ene måned til den anden, og hedeture og humørsvingninger overlod jeg til nogle andre.

Til gengæld skal jeg da love for, at jeg i de her dage oplever humørsvingninger, der vil noget. Selv om jeg på et eller andet plan godt
vidste, at Kim nok ikke ville overleve - han havde såmænd selv prøvet at forberede mig på det - så håber man jo altid til det sidste -
ikke...

Så jeg har prøvet at forberede mig selv på det uundgåelige, og det kan man jo kun til en vis grænse. Jeg har grædt, brækket mig, råbt og skreget, grædt noget mere. Kim ville virkelig have moret sig over mit fjæs i de her dage. Og så er der nogle timer ind imellem, hvor tilværelsen føles OK - jeg kan tænke på noget andet, endda grine. Og så vælter det hele igen ned over mig som en lavine, og jeg græder og græder.

Jeg har gode mennesker, der magter at høre på mig - jeg er ikke spændende selskab for tiden. En bedsteven, der kender mig så godt, at han ved, det ikke nytter spor bare at sætte mad foran mig, når jeg har det sådan. For havde det fungeret, var der såmænd ikke noget, han hellere havde gjort. Men i stedet foreslår, at vi laver aftensmad sammen - jeg fungerer nemlig bedst, når jeg laver noget. Sommetider går jeg bare i stå. Så det gjorde vi torsdag aften - lavede god mad. Jeg åd som en tærsker...

Jeg er som tidligere skrevet ikke overrasket over, at der er tre måneders ventetid på "akut krisehjælp". Har fået en tid den 16. marts 2012.  Sagt jatak til den. Til den tid har jeg som sædvanlig selv klaret det værste, men jeg er jo så skidebange for, at panikangsten igen skal tage over - trigget af det her. Det vil jeg gerne have professionel hjælp til at tackle, og når den rent faktisk er tilgængelig, tager jeg selvfølgelig taknemmeligt imod den.

Fik i øvrigt en sød mail fra min læge, som også kun kan beklage de horrible ventetider - og så lige skrev, at hun er på arbejde den 28. og 29. - jeg kan bare ringe. Tak for det, Gitte :-).

Og så har jeg i erkendelse af, at rødvin i rigelige mænger jo kun er en nødløsning fået sovepiller til en måneds tid. Jeg ved af erfaring, at de ikke virker på mig - jeg får højst halvanden times søvn, fordi min stresshjerne jo hele tiden arbejder på højtryk.  Men som amanuensis Linda efter et kort samråd med Gitte foreslog: Tag en Alopam sammen med den. Lægeordineret "blandingsmisbrug" - Kim ville have elsket joken!

Da han første gang opsøgte sin læge for at prøve at skifte sin forbandede selvmedicinering med alkohol ud med angstdæmpende
medicin, fik han iskoldt at vide, at lægen "ikke ville erstatte ét misbrug med et andet". Sommetider tror man sgu, de trækker deres eksamen i en automat, det var meningen, der skulle komme vingummi ud af!

Lad mig endnu en gang sige, at uanset, hvad Sundhedsstyrelsen og ikke mindst TV2 har postuleret, så bliver man ikke nødvendigvis afhængig af benzodiazepiner! Det kan jeg da om nogen udtale mig om, for jeg har efterhånden haft dem til rådighed i noget mere end de fjorten dage, Sundhedsstyrelsen tillader.

Og jojo, jeg er skam afhængig derhen, at på de dage, jeg slet ikke kan styre panikangsten, men mit liv ikke desto mindre skal fungere - også ud af huset, kan jeg tage min medicin og klare den. Men i de gode perioder, som der heldigvis har været flere og flere af, skænker jeg da ikke den lille, hvide bøtte med lilla etiket en tanke! Selv om jeg selvfølgelig har det møgskidt, fordi min kæreste er død, har jeg i løbet af ugen kun ædt en halv - 5 mg, selv om jeg faktisk må tage op til 30 mg om dagen. Så bliv mig lige fra livet med det vrøvl om afhængighed. Heldigvis har jeg en læge, der forstår det. For når angsten bider, er Alopam det eneste, der virker. Uden bivirkninger. Og jojo, jeg har skam prøvet "lykkepiller" - og alt muligt andet. Jeg blev hundesyg af skidtet. - Det er ikke jordens mest begavede fornemmelse, at det ringer på døren, og man lukker op og brækker sig ud over gæstens sko, fordi man ikke kan tåle alle de besynderlige kemikalier og hjælpestoffer. Heldigvis var det "kun" Lars...

Så lige om lidt vil jeg "blandingsmisbruge" og håbe på at gå ud som et for tidligt julelys. Jeg har en underlig, men dejlig følelse af, at Kim er hos mig. Og som en sød pige forleden skrev til mig - selvfølgelig er han det, for hvor skulle han ellers være...

Jeg har det selvfølgelig ikke godt. Kan ikke rigtig huske, hvornår jeg sidst har spist noget - bare tanken om mad gør mig dårlig. I forvejen brækker jeg mig for et godt ord. Har i et par døgn levet på en højst uhensigtsmæssig cocktail af stærk kaffe, cigaretter og rødvin. Sidstnævnte for at få sovet bare lidt. Det holder ikke, og jeg ved det godt.

Jeg har været meget stærk meget længe. Alt for længe faktisk. Den går ikke længere - jeg trænger sådan til at få lov at smide tøjlerne og bare være - Sus. Jeg har gode mennesker i mit liv, og det er jeg taknemmelig over. Men der er en grænse for, hvor meget jeg trods alt vil "belemre dem" med en sorg, der føles dyb som en afgrund. Jeg har kort sagt - ved siden af støtten fra mine venner - brug for noget professionel sparring fra en, der ikke er personligt involveret.

Min læge lavede selvfølgelig omgående en henvisning til krisehjælp. Der er en vis egenbetaling, som jeg ikke lige ved, hvor jeg skal finde. I forvejen har jeg fået et bevilget overtræk i min bank for at kunne indrykke den dødsannonce for Kim, som på en eller anden måde var det sidste, jeg kunne gøre "for" ham. Det er dog alligevel det mindste, for det er kun penge!

Værre er, at jeg simpelthen ikke kan finde en psykolog, der har tid før om 2-3 måneder! Til den tid har jeg enten klaret det hele selv og er kun gået i stykker indeni. Eller også - jeg ved sgu ikke, det er jo ikke just den store lyst til livet, der gennemsyrer min hverdag for tiden.

Dog skal det siges til Birthe fra Psykologhusets ros, at hun havde fundet en kollega i Hinnerup, der havde tid. Jotak, Hinnerup ligger 12 km nord for Århus - jeg har faktisk boet der engang. Hyggelig lille by. Men jeg har aldrig haft kørekort, og selv om jeg havde, skulle jeg ikke udsætte andre for at sætte mig bag et rat, som jeg har det nu. Det føles, som om min hjerne er gået i baglås eller sådan noget. Og jo, der går tog til Hinnerup igen, men jeg magter ikke at stå i en overfyldt DSB-vogn og græde. Så det var ikke lige en brugbar løsning desværre.

Én ting er sorgen, som er tung nok endda. Noget andet er, at jeg selvfølgelig er skidebange for, at min panikangst igen kommer helt ud af kontrol! Jeg har kæmpet en hård kamp for at få en tålelig hverdag på trods, og ham, der altid var der til at holde min hånd, trøste mig med, at han jo var lige ved siden af mig - er her ikke længere.

Somme tider synes jeg virkelig, "velfærdssamfundet" er lige lovlig opreklameret!

Og her kommer så det blogindlæg, jeg havde håbet, jeg aldrig skulle skrive. Men som jeg gennem et stykke tid - dramadronning eller ej - godt har vidst ville komme. Mit livs Løve døde natten til mandag, 52 år gammel.

"Sorg er kærlighed, der er blevet hjemløs", skrev en gammel veninde til mig i aftes. Jeg husker ikke, hvor citatet kommer fra, men det er så rigtigt, som noget kan være. Jeg sidder her med en meget stor portion hjemløs kærlighed. Uendeligt ked af det, men også glad for, at vi i anden omgang nåede at få næsten fire år sammen.

18 og 21 år var vi, da vi første gang blev kærester. Vi var (for) unge, vi boede langt fra hinanden, havde travlt med vidt forskellige ting - det holdt kun nogle måneder. Men jeg glemte ham aldrig. Kim med de blågrønne øjne og den skæve humor. Få mennesker i mit liv har kunnet få mig til at grine, som han kunne.

27 år skulle der gå, inden vi sås igen. Via krak.dk fandt jeg ud af, at han stadig - eller igen - boede i sit elskede Kolding. Alene, så det umiddelbart ud til, ellers havde jeg ikke kontaktet ham. Så en nattetime i oktober 2007 sendte jeg en SMS: En hilsen fra en skummel fortid. Det kunne der jo ikke ske noget ved, tænkte jeg. Jeg burde have vidst bedre, for selvfølgelig var han også stadig B-menneske...

Vi blev hurtigt enige om, at vi gerne ville ses igen. Dog var der nogle ting, Kim først ville have styr på. Han lød lidt kryptisk omkring det, men det lagde jeg ikke noget særligt i. Lørdag den 18. januar 2008 stod han udenfor min dør i Horsens. Selvfølgelig på den ene dag i året, hvor jeg ikke havde gidet komme i tøjet... Han påstod, vi var blevet enige om datoen, og det kan jo godt være, men i så fald havde jeg glemt alt om det. Det er også ligemeget, for vi fandt hurtigt ud af, at det vist altid havde skullet være os to. At vi gerne ville blive gamle sammen.

Undervejs fandt jeg selvfølgelig ud af, hvad Kim havde været så kryptisk omkring: Et mangeårigt, massivt alkoholmisbrug, som han ikke magtede at komme ud af. Guderne skal vide, han prøvede. Det, han ville have styr på, inden vi sås igen, var faktisk, at han gik på antabus. Det gik fint. Alkohol har aldrig spillet nogen større rolle i min hverdag, så jeg tilbød, at hvis det var en hjælp, kunne vi godt bandlyse det helt fra vores liv. Det syntes Kim ikke; faktisk var han lidt træt af, at andre prøvede at gøre noget, der var hans problem, til deres eget. I bagklogskabens ulideligt klare lys skulle jeg selvfølgelig have insisteret. Ikke at jeg nødvendigvis var kommet igennem med det overfor den stædige, gamle kamel...

Det værste er næsten, at Kim ikke drak, fordi han kunne lide det; han drak for at holde livet ud. Havde lidt af angst siden sine helt unge år. Det vidste jeg godt - var jo med ham til de regelmæssige undersøgelser på Odense Sygehus, fodi hans hjerteflimmer gjorde ham bange. Men dengang for 31 år siden var angst generelt ikke noget, man tog særlig seriøst - og da slet ikke hos en intelligent, køn ung mand, der fysisk var i topform... Nåja, der var da lige en Morbus Scheuermann, men den valgte Kim at se som en udfordring fremfor en begræsning i forhold til, at han elskede alt, hvad der involverede en bold. Så selvfølgelig spillede han da center forward på førsteholdet i Kolding KFUM. Jeg var desværre ikke til stede, den dag han scorede kampens første mål indenfor otte sekunder. Naturligvis nærmest ved et uheld - han havde tømmermænd og skulle bare have den bold væk, og da ingen var forberedt på et langskud, røg den direkte i mål. Kim i en nøddeskal...

Det var også Kim, der gennem foråret i 2008 gjorde alt, hvad han kunne for at hjælpe mig med at bryde den voksende isolation, min panikangst havde medført. Jeg husker hans kærlige arm om min skulder, når vi gik ture rundt i Horsens. Mig på rystende ben og med koldsved og hjertebanken. Hans kærlige stemme i mit øre: Slap nu af, Susanne, jeg er jo lige her...

Susanne, ja. Kim var faktisk den eneste, der altid kaldte mig ved mit fulde navn. Og insisterede på, at der ikke bare skulle stå "Sus" i hans udgave af de to ens guldringe, der kom på i november 2008.

Jeg husker en af de mange nætter, hvor ingen af os kunne sove, og vi bare lå i mørket og snakkede. Jeg fortalte ærligt, at det føltes, som om det slog mig halvt ihjel, da han i sin tid gik fra mig, og at jeg var skidebange for, at det skulle ske igen. Hans rolige svar: Jamen skal vi så ikke bare gifte os, så du ikke behøver være bange for det? Det nåede vi aldrig.  Den første dato, vi satte, var 21. marts 2009, men da var vi begge så filtret ind i sygdom og overførselsindkomster, at det ikke lod sig gøre. Den sidste, vi satte, var 16. september i år. Min fødselsdag, men da lå Kim i en seng på medicinsk afdeling på Vejle Sygehus, og selv om han på det tidspunkt stadig var klar nok i hjernen, ved jeg ikke, om han huskede. Vi snakkede ikke om det i hvert fald. Jeg håbede, at der stadig var tid nok.

Det var der så ikke, og jeg skal ikke lægge skjul på, at især det sidste år har været hårdt.  Kim brød sammen i telefonen den januardag, lægen ville indlægge ham under Kræftens Bekæmpelses 48-timers garanti. Jeg smed selvfølgelig, hvad jeg havde i hænderne og tog til Kolding. Vi tilbragte halvandet døgn nærmest udenfor virkeligheden i hans totale kaos af en lejlighed. Så tætte på hinanden som aldrig før - og aldrig siden.

Jeg husker i foråret, da vi fandt lejligheden her. Fordi det var så pissekoldt i februar, flottede vi os og tog en taxi ud for at se den. Da vi steg ud spillede radioen Olivia Newton-John: Magic. Vores sang.

Da det kom til stykket, kunne Kim ikke løsrive sig fra Kolding. Ikke nænne at flytte så langt væk fra den gamle mor, der bliver mere og mere konfus. Væk fra niecens datter, Kims guddatter, som han elskede som sin egen datter - og så alt for sjældent. På en måde forstod jeg ham godt. Nok var han på mange måder familiens sorte får, men de kunne sgu altid regne med ham. Nogle af dem misbrugte det groft.

Og jeg ved selvfølgelig godt, at sådan noget siger "man" ikke højt. Men jeg er ikke "man", jeg er mig, så jeg har sagt det højt. Det har så medført, at familien kun modstræbende overhovedet gav mig besked, da Kim var død. Det gør selvfølgelig ondt. Men en ting kan de ikke tage fra mig, og det er den kærlighed, Kim og jeg delte. Den vil jeg altid bære med mig som et dyrebart minde.

Farvel, min elskede. Som jeg endnu engang sagde til dig, allersidste gang, vi sagde farvel: Hvis du dør fra mig, slår jeg dig sgu ihjel!

Jeg går ikke særlig meget op i, hvad jeg spiser. Eller - jo, det gør jeg faktisk, men ikke på den politisk korrekte måde. Det eneste økologiske, du kan være sikker på at finde i mit køkken, er sødmælken. Og jeg drikker den ikke, fordi den er økologisk, men fordi den, fordi den er uhomogeniseret, simpelthen smager af mere. Faktisk af så meget mere, at skal man passe på kalorierne, kan økologisk letmælk omtrent gøre det ud for konventionel sødmælk. Og nåja, så er det 30 år siden, jeg har købt buræg, men ellers er jeg ikke særlig frelst.

Jeg spiser meget sjældent færdigretter, men det er, fordi jeg ikke synes, de smager særlig godt - ikke på grund af E-numrene. Jeg stoler ærlig talt ret meget på, at bromatologer m.v. ved, hvad de har med at gøre. Der er Knorr-sovser og Amo-blandinger i mit spisekammer. Når jeg selv sylter mine rødbeder og laver min marmelade, er det ikke, fordi jeg nødvendigvis tror, det er sundere end det, jeg kan købe, men fordi jeg hygger mig med at gøre det, selv om jeg udmærket ved, at jeg kan købe det færdige produkt billigere.

Til gengæld har jeg en anden kæphest, som jeg godt vil trække ud af stalden - nemlig affald! Som vi har alt for meget af. Jeg gav ikke noget for den forbrugeraktion, der gik ud på at lade overflødig emballage blive i butikken. Det kom der jo ikke andet ud af, end at nogle sagesløse ungarbejdere som gidsler i en politisk manifestation måtte rydde op efter de åh-så bevidste forbrugere - smide emballagen i deres egen skraldespand fremfor forbrugerens - hvorefter hele skidtet alligevel endte på det samme kommunale forbrændingsanlæg!

- Det hænder nu også, at jeg må lade noget emballage blive i butikken, fordi jeg skal fragte alle mine indkøb hjem på cykel, og pladsen i kurvene har sin naturlige begrænsning. Men så må jeg erkende, at jeg bare stilfærdigt lægger det fra mig - det er jo lissom ikke en standardaflønnet kassedames beslutning, hvordan de varer, hun kører gennem scanneren, måtte være pakket ind!

Til gengæld er netop emballage omtrent det eneste, jeg smider i dagrenovationen herhjemme. Jeg har ikke spor dårlig samvittighed over at modtage reklamer, selv om jeg absolut synes, det bør være et til- og ikke et fravalg. Jeg vil gerne have mine dagligvarer billigst muligt, og min stress-hjerne gør det umuligt at holde overblik ved at bladre rundt på min computerskærm. Til gengæld ryger hele herligheden til genbrug, når jeg er færdig med dem. Det gør alt mit papiraffald faktisk - helt ned til garnbanderoler og gamle lottokuponer! Alt, hvad der hedder glas og flasker uden pant, ryger lukt i de kommunale containere. Jeg er så heldig, at jeg har containerne lige ovre på den anden side af gaden nu. Men også da jeg boede længere fra nogle, var det sådan. Det er kun en vanesag lige at smide en pose papir bag på cyklen, når man alligevel skal af sted!

Alt, hvad der hedder organisk affald, bliver komposteret. Selv om jeg bor til leje, har vi en fin, fælles have, hvor der var masser af plads til, at jeg kunne sætte en kompostbeholder. Det gjorde jeg så, og alt mit organiske affald ryger derned. Eller nej - ikke alt, for jeg kender selvfølgelig reglerne for kompostering i bymæssig bebyggelse. Men alt råt grønsagsaffald, rå æggeskaller, kaffegrums, visne blomster... I sidste uge blev altanen gjort vinterklar - det fyldte godt op. Der går et år mere, inden der er noget, der kan bruges. Jeg har tid nok, og jeg hygger mig med processen, som til sin tid er naturlig gødskning til havens bede.

Så det højst at "producere" én pose affald om ugen er stille og roligt blevet mit lille bidrag til den miljømæssige verdensfred. Selv om jeg ikke er økologisk korrekt. Hvad er dit?

For nu at sige det kort, så ku' det ha' gået bedre. Der er ikke rigtig noget konkret at sætte fingeren på - jeg er bare stresset, og selv om jeg ihærdigt prøver at forklare mig selv, at det skal jeg holde op med at være, så virker det selvfølgelig ikke; der står desværre "kronisk" på den diagnose. Og selv om jeg selvfølgelig forlængst har vænnet mig til, at det er sådan, er det faktisk ret anstrengende, når krop og psyke konstant er i højeste alarmberedskab. Jeg føler mig som regel endnu mere træt, når jeg står op, end når jeg går i seng. Hvilket jeg i øvrigt for alvor gør på nogle besynderlige tidspunkter - den er helt gal med døgnrytmen for tiden.

Jeg har ikke verdens største søvnbehov, og jeg er udpræget B-menneske. Elsker de stille nattetimer. Men jeg vil også gerne op i nogenlunde fornuftig tid, og det er svært, når søvnen først vil indfinde sig efter seks om morgenen. Jeg når det, jeg skal, men stressfølelsen er der hele tiden. Jeg ved godt, jeg først og fremmest skal være noget for mig selv, inden jeg kan prøve at være noget for andre. Det er bare lidt svært, når andre så ofte forventer, at de og deres behov da virkelig i den grad må have fortinsret i forhold til mine egne.

Løven er i den forbindelse et kapitel for sig. På den ene side kan han selvfølgelig godt forstå, at jeg ikke bare kan være i Kolding som før - noget sort/hvidt på fire poter, der ikke kan passe sig selv særlig længe ad gangen. Han pressede såmænd selv på i sin tid, for at jeg skulle tage det lille kræ ind - han elsker katte. Jeg har selvfølgelig sagt, at han - Løven altså - da bare kan være her - der kan faktisk findes en "interregional løsning" omkring det med læger, sygehus m.v. Det vil han imidlertid ikke, og tja, så er der ikke rigtig mere, jeg kan gøre ved det. Jeg vil ikke lade katten være alene hjemme mere end to-tre dage ad gangen. Den gamle mener, at hvis jeg alligevel kun bliver et par dage, kan det nærmest være det samme. Jamen godt så, så kan det det, for jeg er skiiiidetræt af at have dårlig samvittighed over ikke at kunne være to steder på én gang. At omtrent ligemeget hvad jeg gør, er det sgu aldrig godt nok. Det orker jeg ikke mere, så der er radiotavshed mellem Kolding og Horsens for tiden. Det stresser mig også...

Så er der min fru moder. Som er yderst pikeret over, at jeg ikke vil holde jul sammen med hende og Erik. Der er ikke rigtig nogen forståelse for, at jeg faktisk ikke har holdt jul siden 1994 og ikke har planer om at genoptage tradtitionen i dette liv. Og jo, mens vi var naboer, spiste vi da sammen den 24. december (selv om jeg ikke holder jul, spiser jeg skam traditionel, dansk julemad i stor stil) - andet ville have været for underligt. Men nu er vi altså ikke naboer længere; hun bor sammen med Erik, og jeg orker ikke at bruge en halv dag i køkkenet på at lave julemiddag til hele "familien" og dernæst en halv aften på at vaske op og rydde op efter det. Jeg vil gerne bare være mig selv og have den frihed, der ligger i, at det måske er en af de dage, hvor jeg slet ikke orker at lave varm mad. På den måde kan jeg faktisk godt finde ud af at minimere mine stressfaktorer. Det hjælper bare ikke så meget, når der omgående kommer alternativ stressfaktor til i form af fornærmet mor.

Som i øvrigt skal indlægges et par dage - noget med en mindre operation. Så mente hun da lige, Erik passende kunne bo her så længe. Jeg troede først, det var hendes spøg, men det var det vist ikke... Jeg kunne så kun sige, at det var aldeles udelukket! Jeg har efterhånden kendt Sørensen i 16-17 år, og jeg holder rigtig meget af ham, men derfra og til at have ham indlogeret er der fandeme noget af et spring. Jojo, jeg har et ekstra værelse, men det ligger altså på den anden side af baggangen - al færdsel til og fra resten af lejligheden går gennem mit soveværelse. Jeg har i forvejen utrolig svært ved at falde i søvn - det sku' jo nok lige blive rigtig godt, hvis jeg aldrig vidste, hvornår nogen vadede gennem mit soveværelse for at komme på toilettet. Jeg tror desværre ikke, hun forstod det, da jeg sagde, at det var udelukket, fordi det ville stresse mig alt for meget. Men sådan bliver det altså!

- Og så er vi tilbage ved det med at prøve at minimere sine stressfaktorer. Det kan man jo være god til herfra og til dommedag - når andre dernæst ikke respekterer de valg, man man må træffe på den konto, får stressfaktoren blot et andet ansigt, men er lige konstant.

Og så er der jo som altid økonomien. Jeg elsker stadig min "nye" lejlighed, men ingen tvivl om, at huslejen på over 5.000,- er i overkanten - den var jo sådan set også baseret på to indtægter. Nu er der bare kun én, og jeg får jo ikke mere i boligsikring end til den gamle lejlighed. Har fået en uforståeligt stor efterregning på varme både for Bjerregade og her - hvor jeg stort set ikke har haft varme på i den periode, der er tale om. Har gjort indsigelse, men får intet svar fra udlejer. Må vel prøve at finde 500,-, jeg reelt ikke har i overskud, til at melde mig ind i LLO - men orker ikke bøvlet.

Kort fortalt skiftede udlejer aflæsningssservice fra Clorius til Brunata - og pludselig var mit varmeforbrug tilsyneladende fordoblet. Det passer ingen steder, men jeg har jo fandeme ikke uddannelse til at sammenligne deres ud- og beregningsmetoder. Men accepterer ikke, at det skal have kostet over 1.000,- om måneden at varme min lillebitte lejlighed på Bjerregade op - hen over en sommer. Jeg har konsekvent overhovedet ikke varme på fra maj til oktober!

Her på Amaliegade har jeg heller ikke haft varme på siden medio april. Alligevel har jeg fået en efterregning på et par hundrede for perioden marts-juli. På trods af, at jeg betaler 600,- á conto hver måned. Der er et eller andet rivende galt, og jeg aner ikke, hvor jeg skal ende eller begynde.

Og nu vil regeringen lægge yderligere afgifter på el og varme. Jamen det må de såmænd også gerne - men jeg synes, vi skal holde nødvendigt forbrug udenfor! Lad de narrehatte, der hver vinter konkurrerer på elektrisk julelysshow i haven betale 10,- per kilowattime for merforbruget! Så tror jeg nok lige, der blev slukket for Rudolf og hans kane i en allerhelvedes fart! Sådan noget er (forholdsvis) sjovt at se på i amerikanske B-film, men hører ikke hjemme i en virkelighed, hvor isbjørnene får hedeslag!

Jeg synes sgu jeg gør alt, hvad jeg kan! Jeg har - bortset fra lysekronen - udelukkende brugt sparepærer de sidste mange, mange år. Og nu er der sgu også kommet sparepærer i den, fordi jeg ikke længere kan købe de smukke, der passede så perfekt til den. Mine hvidevarer er A+-modeller, som er dyre i indkøb, men som dernæst - ud over at være miljøvenlige - skulle tjene sig ind. Jeg har investeret i spareskinner ved computer og TV med tilbehør. Ingen stand by-strøm her. Om aftenen kun lys i det rum, jeg opholder mig i - og en enkelt lavenergi-dims undervejs, så man kan orientere sig. Alligevel stiger min elregning støt. Jeg synes ikke, det er fair! Jeg sparer og sparer og bliver bare straffet med nye afgifter. For pokker - frihold dog et nødvendigt forbrug - og læg skyhøje afgifter over på frådserne!

Det kan da ikke være så svært? Man kan vel regne ud, hvor mange kilowatt-timer en fryser og et køleskab må trække på et år, hvad et komfur og en emhætte må. En vaskemaskine, en tørretumbler i forhold til husstandens størrelse. Læg et vist antal ni- eller 11-watts pærer til i forhold til det beboede areal. Kaffemaskiner, hårtrimmere og elkedler - hvor svært kan det være? Men når TV tager emnet op, besøger man en vellønnet mand i Hellerup, der erkender, at han nok skal blive bedre til at slukke lyset i sin store villa. Vi er sgu mange, der snart ikke har råd til at tænde det - rundt omkring i små lejligheder!

- Og så ser det ud til, at det grådige detail-led har gjort det igen! Kan I huske for nogle år siden, da landmændenes kornpriser angiveligt styrtdykkede, så alt, der indeholdt korn eller bare noget, der lignede, pludselig nærmest fik fordoblet sin pris. Bønderne fik ikke flere penge, fordi mit brød kom til at koste det dobbelte...

Nu har vi fået en "fedtskat".  Den er fuldstændig absurd, fordi hamburgerryg og kyllingebryst proportionalt er steget lige så meget som rullepølse og salami. Minimælk - igen proportionalt - lige så meget som sødmælk. Frugt og grønt er ikke blevet modsvarende billigere. I forvejen var der næppe en smældfed, der ville vælge en pose gulerødder fremfor en pose slik - men blandt de mange slanke mennesker, jeg kender, siger flertallet, at nu, hvor alt, der indeholder den mindste smule fedt, er steget, renoncerer de på - grønsagerne!

Det hænger ikke sammen, og det stresser mig.  Det har jeg ikke brug for, så kære regering - kunne I ikke gøre det bare lidt bedre?

"Ankelbind og aflastning", sagde doktordamen, og for en gangs skyld lystrede fruen. Det er så også mig. Og det hjalp også gevaldigt på foden - pludselig en dag opdagede jeg, at jeg - uden at tænke over det - gik normalt ned ad trapperne, hvor jeg ellers længe havde været nødt til at sætte begge fødder på hvert trin. Så bliver man meget opmærksom på, at der er 11 trin ned fra ens lejlighed. Men så blev jeg selvfølgelig overmodig og tog en tur til Kolding sidste weekend. Det indbefattede nogle pænt lange gåture, så nu er den (selvfølgelig) gal igen - jeg ved så ikke, om det er godt eller skidt, at det gør ondt på en anden måde...

Der er jo ikke andet at gøre end at prøve igen. Jeg er bare så skidedårlig til at lave ingenting. Tænker sommetider på, at jeg burde udnytte mit pensionistliv bedre - altså omkring det at lave absolut ingenting. Men det der med at tusse rundt i nattøj en hel dag og ikke komme udenfor en dør - det har aldrig været mig, og så bliver det det selvfølgelig ikke pludselig, bare fordi jeg i teorien kunne gøre det hver dag. Og så handler det vel også - i hver fald for mig - om, da jeg nu engang er sat udenfor det pæne selskab, at holde fast i en så høj grad af normalitet i forhold til "mit tidligere liv" som muligt. Jeg vil sgu ikke "tages på sengen" klokken 14, fordi jeg var for sløv til at komme i tøjet, da jeg stod op, og mit hus skal ikke ligne lort, fordi det var nemmere at sidde og glo fjernsyn eller lege ved computeren, end det var at lette røven og finde støvsugeren eller gulvmoppen frem.

Jeg har brug for en høj grad af orden omkring mig i det daglige. Jeg var - også inden den herlige psykolog på Bomi forklarede mig det, udmærket klar over, at det handler om (over)styring af ting, man KAN styre - som kompensation for det, der ligger udenfor ens kontrol. Men det er jo kun en del af det. For det handler også om blandt andet æstetik. Og at man for eksempel nærmest ikke kan holde ud at se et billede hænge skævt på en væg uden at have lyst til rette på det er absolut ikke synonymt med, at man ikke kan rumme for eksempel "skæve eksistenser". Det er faktisk to forskellige verdener, vi der snakker om.

Jeg trives bare ikke i rod, og guderne skal jo vide, at i de år, jeg sloges som en lille vild med tiltagende stress og panikangst og heraf følgende depressivitet (og krav fra "systemet", som var det ikke sygdom, men blot og bar dovenskab, der havde sendt mig fra sygedagpenge til kontanthjælp), var der alt for mange og lange perioder, hvor jeg intet kunne og afmægtigt oplevede alt hobe sig op og bananfluerne indtage køkkenregionerne. Hunden blev (selvfølgelig) passet, som den skulle, men resten - jeg vil helst fortrænge det!

- Men det er jo præcis det, man ikke bare kan - fortrænge! Og på sæt og vis er det vel sommetider sundt nok. Forstået på den måde, at jeg tror, at når man - som jeg heldigvis gjorde - kommer ud på den anden side, skal det grimme ikke fortrænges, men sættes ind på selvopholdelsesdriftskontoen - sikke et ord :-).

Og det går det faktisk generelt fint med, så det passer mig ikke skidegodt at være sat delvist ud af spillet af - en fod! Ét er, at jeg ikke har nogen kontinuerlig døgnrytme - når jeg ikke kan sove før halv syv om morgenen, er det klart, jeg ikke står op igen klokken otte, men måske først klokken 11. Så er det til gengæld også af med natkostumet og i noget mere præsentabelt så hurtigt som muligt. For mig er det også klart, at der skal redes seng , og det er nærmest dagligt nødvendigt at lufte støvsugeren.

Havde det ikke været for ham her, havde støvsugeren snildt kunnet forblive i skabet en uge eller to ad gangen.

Men det kom selvfølgelig ikke til at ske, for jeg besluttede jo, at han og jeg havde vundet hinanden i Kattelotteriet. Hannibal har alle muligheder for at få friheden tilbage - han er slet ikke interesseret. Uden at der skal gå for meget Disney i det, ventede han på, at nogen skulle tage sig af ham. Det blev så mig, fordi jeg ikke kunne lade være, og helt fra dag 1 har han "fortalt" mig, at han syntes, det var en skidegod idé. Sådan så der ud i min stue om aftenen, som jeg havde hentet ham samme morgen.

- Jeg er stadig ikke det store kattemenneske - ville meget, meget hellere have hund. Men Hannibal er en meget overbærende lille kat, som med skarp klo gør sit bedste for at opdrage mig. Jeg vokser med opgaven - kan kende forskel på fire forskellige "miav" nu - og har styr på øjenkontakten. I starten kunne jeg kun huske, at en tillidsfuld og afslappet kat blinker - jeg har jo lignet Lykke Friis på overtid...

- Nok har jeg haft rigtig mange katte før Hannibal, så jeg kan sagtens tumle sådan et lille bæst. Men jeg har faktisk aldrig før kun haft én kat ad gangen (her tæller Fie ikke med, for dels var hun jo ret beset min mors, og dels havde jeg stadig hund, da Fie kom til) - og mine katte har altid kunnet kommet og gå, som de ville. Det kan Hannibal sådan set også. Men han går sgu ingen steder. Et eller andet må jeg jo have gjort rigtigt...

 

Jeg er så heldig at kende en stramtandet strikketante. Ud over at være misundelsesværdigt dygtig til alt med garn er hun et visionært menneske med hjertet på rette sted, kampånd og integritet. Da det ufattelige skete på Útoya fik hun en idé, som hun dernæst via facebook koordinerede. Lørdag blev resultatet hængt op på Metrohegnet ved Rådhuspladsen i København:

Jeg er glad - ydmyg - over at have fået lov at bidrage en lillebitte smule til dette smukke værk. (Foto venligst udlånt af Lisa Risager).

Nedenstående tekst er på dansk og engelsk hængt op ved siden af vores stilfærdige protest:

Det er jo lige før, man stille nynner Trilles udødelige "Hej Søster". Stilfærdigt genvinder lidt tro på, at så meget kan lade sig gøre, hvis man undlader fnidder og fnadder og koncentrerer sig om det væsentlige. Hallo, Christiansborg - fik I den? For ellers kan vi godt hækle lidt højere!

Der var da lige ved at gå marathon i min fod. Forstået på den måde, at da jeg var til røntgen onsdag, fik jeg at vide, at min læge ville få billederne sådan i løbet af en fjorten dages tid. Det var jeg ikke ubetinget tilfreds med i betragtning af, at der allerede var gået næsten fire uger, siden jeg kom til skade - eller hvad jeg nu gjorde. - Og jeg tidligst kunne få en ny tid hos lægen engang i november. Heldigvis lever min læge ikke i stenalderen, så hun rykkede for billederne, og fredag fik jeg så at vide, at der ikke var noget brækket. Bare en lille revne i en knogle, som til gengæld så ud til at hænge sammen med et tidligere brud!

Og det skulle såmænd ikke undre mig, om jeg en eller måske flere gange har haft brækket noget i den fod... Jeg har ikke tal på de gange, den har været forstuvet i en grad, så den var både sort, gul, grøn, blå og lilla, og jeg ikke har kunnet støtte på den en uge eller mere ad gangen. Men når man bor godt 30 km fra skadestuen og skal med taxa begge veje, tager man lissom ikke derud i tide og utide. Jeg har såmænd prøvet at stå derude en morgen - med nylagt gips til knæet - og selv skulle finde ud af, hvordan jeg kom hjem uden lige at have råd til en taxa - og ikke rigtig i stand til at krykkere mig godt en km til rutebilstationen. Skideondt havde jeg også. Næh, man lærer at lægge et elastikbind, og så låner man et par krykker og klarer sig selv. Lidt for tit åbenbart...

Denne gang lød doctor's orders på ankelbind og aflastning. Det sidste omfattede vist desværre ikke en husmoderafløser, så jeg humpede selv ned til Matas fredag eftermiddag og købte sådan et bind. Vældig sød og kompetent ekspeditrice spurgte undrende, hvorfor jeg ikke var taget på skadestuen. Og det kan jeg også spørge mig selv om, for det skete jo faktisk, da jeg var på vej til Kolding Sygehus - af alle steder. Men dels synes jeg nok, der skal mere til, inden man ulejliger en skadestue, og dels var der ikke tid, fordi beskeden var, at Løven skulle indlægge i Vejle næste morgen, og der var en masse praktiske ting, der først skulle ordnes. Og SÅ ondt gjorde det heller ikke; det der endte med at bekymre mig, var, at det blev ved med at gøre ondt. Skadestuen i Horsens - glem det - der er typisk 6-8 timers ventetid, og så længe kan min panikangst slet, slet ikke holde til at være sådan et sted!

Faktisk snakkede Gitte og jeg, da jeg var derude, og de som altid var forsinkede, om, at det var et kolossalt fremskridt, at jeg nu overhovedet kan opholde mig sådan et sted. Det kunne jeg simpelthen ikke for tre år siden, så jeg havde en udmærket aftale med sekretærerne om, at når de var forsinkede, satte jeg mig på en bænk nede i gården - så råbte de ud ad vinduet, når det var så vidt. De andre patienter gloede lidt undrende, men det fungerede fint for mig ;-). Jeg har det stadig ikke godt med at være lukket inde på den måde, men jeg KAN - når bare det ikke er alt for længe ad gangen. Det er stort.

Det gør selvfølgelig heller ikke noget godt for den stakkels fod, at jeg i de forløbne uger har været nødt til at gå uforholdsmæssig meget. Men nu er bindet taget i brug, der er købt ind til nogle dage, huset er rent og ryddeligt, så der burde ikke være ret meget til hinder for, at jeg mestendels bruger den næste uges tid med benene oppe og et strikketøj i hænderne. Det er vist også meget passende; jeg er tre uger bagud med håndarbejde. Forstået på den måde, at jeg havde en meget realistisk plan for, hvad der skulle strikke/hækles inden jul. Men planen er jo af gode grunde skredet; nok havde jeg selvfølgelig strikketøjet med, når jeg var i Vejle, men trods de mange timer blev det kun til et enkelt par sokker.

Nu har jeg lært mig at strikke "sømandsbobler", så første projekt bliver fødselsdagsgave til min far. Umiddelbart syntes jeg, det var besværligt at tælle de fem pinde ned, men jeg kan jo godt se, at som mønsteret (strikkeprøve) vokser, er det ret tydeligt, hvor der skal stikkes ned - selv for én med mit elendige syn. Hvis resultatet bliver godt, kommer der pralebilleder på bloggen. Hvis ikke, glemmer vi det bare lisså stille igen, og min far kan bruge sømandssweateren i haven :-).

Den dårlige samvittighed over ikke at kunne være to steder på én gang er der selvfølgelig stadig. Jeg ved godt, at ingen kan bruge den til noget, men det holder den jo ikke op af. Jeg ville gerne passe Løven, men bliver nødt til at passe dels min fod, dels min kat. Og jeg må også ærligt indrømme, at efter nok en turbulent tid trænger jeg simpelthen til min egen stille hverdag igen. Og nogle flere gode fod-dage :-).

OK, Løven og jeg havde aftalt at blive gamle sammen. Men det havde nu ikke behøvet at gå så hurtigt, snakkede vi om i går. Det føles lidt absurd pludselig at skulle forholde sig til støttestrømper, toiletforhøjere og hvad ved jeg - vi er henholdsvis 52 og 49... Men sådan er virkeligheden ikke desto mindre, og det er jo den, vi er nødt til at forholde os til. Det sværeste er faktisk, at vi får så mange modstridende informationer og jo helt mangler de faglige forudsætninger for at vide, hvad der er ret og vrang.

Et par eksempler: Da Kim blev udskrevet, sagde Vejle Sygehus, at den blodpropsforebyggende medicin, han foreløbig i en måned hver dag skal have injiceret af en hjemmesygeplejerske, stod hjemmeplejen for. Hjemmesygeplejersken rystede på hovedet - den burde sygehuset have sendt med ham hjem - hjemmeplejen kører ikke rundt med medicin, de "administrer" den blot. Men det havde sygehuset jo netop ikke gjort, så enden på den leg blev, at jeg søndag eftermiddag stod på vagtapoteket i Kolding og hentede "Klexane" for DKK 4.280,40. Heldigvis er Kim så langt henne i tilskudsåret, at egenbetalingen "kun" blev på 866 kroner. Men det var så kun for ét præparat - med alt det andet, jeg også skulle have med, endte det med en samlet egenbetaling på 1.437,50.

Den slags udgifter er en førtidspension helt enkelt ikke gearet til, og jeg har læst mig frem til, at der er mulighed for at søge om helt eller delvist tilskud til udgiften som "enkeltydelse". Men hvordan jeg nærmere bærer mig ad med det, ved jeg ikke - ud over at det skal foregå "via lægen". Hm, den praktiserende er det jo næppe, da det ikke er hende, der har ordineret den medicin, vi søger om hjælp til betaling af... På sygehuset har der naturligvis været indtil flere læger involveret - hvordan finder jeg frem til hvilke(n) af dem, der har ordineret hvad?

Så er der "proteindrikke", som sygehuset har anbefalet at fortsætte med som kosttilskud. Jeg ved godt, vi selv kan lave noget, der er lige så godt som det, apoteket sælger i dyre domme. Men det har jeg desværre ikke mulighed for lige at smutte til Kolding og gøre hver dag, og Kim har ganske enkelt ikke kræfterne. Kan i øvrigt heller ikke bare fistre ud efter råvarerne, men er afhængig af andres hjælp til indkøb indtil videre. Jeg har så kontaktet Kims læge, som gerne vil ordinere de kunstige, så de bliver lidt billigere. Men... Det kræver, at Kim kommer ned i konsultationen, for dels skal hun bruge nogle oplysninger (som hun altså om fornødent godt kan få på skrift - hun kan bare spørge løs), dels kan en sådan recept af en eller anden grund ikke håndteres elektronisk, men kun eksistere som et stykke fysisk papir. Fair nok, men virkeligheden er, at Kim p.t. ikke kan forcere trapperne og derfor ikke bare fise i Ny Vestergade efter en recept og videre om på apoteket.

Jeg gjorde det selvfølgelig gerne, men jeg kan jo ikke. Dels bor vi i hver sin by, og dels render jeg rundt med en fod, der er gået noget i stykker inden i, og som jeg i nu godt tre uger allerede har gået alt, alt for meget på og afventer at få røntgenfotograferet i første omgang. Det er da pokkers uheldigt, at det er lige nu, men det er nu engang virkeligheden, vi er nødt til at forholde os til. (Når jeg overhovedet kom til skade med foden, hænger det ironisk nok sammen med, at tog og bybusser efterhånden passer så dårligt sammen, at jeg måtte eftersætte linie 5 i Kolding for at kunne nå at møde Kim til tiden på Medicinsk Ambulatorium...).

Kompressionsstrømper fik Kim udleveret ét par af. De er hvide, og selv om han selvfølgelig har almindelige sokker udenpå, bliver de hurtigt nussede, så et par at skifte med havde vel være rimeligt. Hjemmeplejen kan bare ikke hjælpe, fordi sygehuset ikke har angivet, om de skide strømper er udleveret som midlertidigt eller permanent hjælpemiddel! Og jo, jeg kan købe nogle hos Matas, men det er ikke samme model som den udleverede, og jeg ved ikke, om en anden model er OK eller måske risikerer at gøre ondt værre... En "gammel" hjemmesygeplejerske, jeg kender, siger, at det er meget almindeligt, at der kun bliver udleveret ét par, som hjemmehjælperen så skyller op hver aften. Og det er også OK - men Kim har ikke hjemmehjælp, "kun" en sygeplejerske hver morgen. I aftes kunne jeg så lige nå at skylle strømperne op og hænge dem op, inden jeg måtte retur til Horsens. Anita var efterfølgende så sød via facebook at fortælle mig, at jeg dæleme ikke måtte hænge dem op, for så ville de meget hurtigt miste deres elasticitet. Det synes jeg jo godt, de kunne have fortalt os på sygehuset - for hvor pokker skal vi lige vide sådan noget fra? De kan så ikke nå at tørre på en nat, har det vist sig.

Heldigvis kom jeg i tanker om, at regionerne jo har noget, der hedder "patientvejledere" - en ordning, jeg har hørt meget godt om. Og som sygehuset vel burde have informeret os om? Der er desværre lukket for i dag, men jeg ringer naturligvis til dem i morgen formiddag. Bliver mere og mere glad for, at jeg valgte "fastnet" til i mit abonnement hos Fullrate, for det kan vist godt gå hen og blive en lang samtale...

For der er desværre også et hængeparti med en praktiserende læge, der i et halvt år overså den blodprop, en scanning i Vejle påviste. Vel at mærke efter, at de ville have udskrevet ham efter tre dage. Den er vi nødt til at bringe i Patientombuddet - lægen er jo farlig! Han havde også nær kostet et parforhold... For han blev jo ved at sige, at Kim ikke fejlede noget, og jeg skal jo på ingen måde gøre mig klogere end en læge, så jeg forlangte jo, at Løven tog sig sammen! Hvilket manden også gerne ville, men jo vitterlig ikke kunne - med inficeret væske i begge lunger og høj feber.

- Jeg håbe sørme, blot en enkelt, der fejlagtigt måtte tro, livet på en beskeden, helbredsbetinget førtidspension er den rene svir og dans på roser, læser med her! For jeg kan da også hilse og sige, at undertegnede, der også er pensionist og dermed dømt uden brugbar arbejdsevne i noget erhverv, hen over weekenden har knoklet langt ud over, hvad Arbejdstilsynet ville acceptere! Gået lange indkøbsture på en fod, jeg burde have holdt i ro - der er ikke råd til taxi! I forvejen kostede de tre uger, Kim var indlagt, mig mange hundrede kroner i togbilletter. Og jo, naboen var så sød at køre os på storindkøb fredag, hvilket vi er meget taknemmelige over. Men selvfølgelig glemte vi et par ting, og så var der jo en apotekstur oveni. Naboen er i øvrigt selv pensionist, for nylig overgået fra førtids- til folkepension. Hun må også økonomisere med sine kræfter, og det er jo ikke hendes ansvar, at naboen er syg. At hun ikke desto mindre vælger at løfte en del af det ansvar - jamen sådan er hun bare - vi er vildt glade for hende!

Jeg har lavet mad i mellemstor stil. Det må hjemmehjælpen jo ikke - og Kim har simpelthen ikke råd til den kommunale udbringning! Han er dækket ind i en halv snes dage, og så må vi tage den derfra... Nu mangler jeg lige en opsang til "Underboen fra Helvede", så vil jeg med nogenlunde god samvittighed smække poterne - både den havarerede og den raske op og holde fyraften...

Da jeg kom hjem, lå der jo et brev fra "billediagnostisk afdeling" om, at jeg skulle have været der, inden brevet var nået frem... Det kunne jeg jo ikke gøre så meget ved mandag aften, men tirsdag morgen ringede jeg selvfølgelig på det første af de to numre, der var anført i brevet. Fik en telefonsvarer, der oplyste, at det kaldte nummer ikke længere var i brug, men at jeg i stedet skulle ringe til. Det nummer, jeg lige havde ringet til og fået oplyst ikke længere var i brug...

Jeg troede selvfølgelig, jeg havde hørt forkert - er ikke så kvik på den tid af dgen. Men det havde jeg sgu ikke ;-). Nå, jeg ringede så på det andet nummer. Fik en tid til onsdag 13.15 - sagde venligt, men bestemt nej til klokken otte om morgenen. Hvis jeg skal møde henne på Sundvej så tidligt, skal jeg senest op halv seks, for at det har en chance med medicin osv. - og så kan jeg ikke falde i søvn af frygt for ikke at vågne til tiden = Hele dagen ødelagt. Over middag er derimod helt fint. Og nåja, så gjorde jeg selvfølgelig lige opmærksom på, at der var gået Kafka i deres telefonsystem ;-).