Jubelpensionister/indlægget, jeg næsten ikke tør skrive...
17. jun 2010 15:21, valkyrien.dkDer varsles "pensionsreform" igen til efteråret. Som tidligere skrevet har jeg svært ved at se, at der snart er mere, der kan "reformeres". I dag får man simpelthen kun tilkendt førtidspension, hvis det er godtgjort, at man ikke længere har nogen arbejdsevne i noget erhverv. Det er for mange en sej kamp med mange opslidende ture rundt i manegen. Fra Herodes til Pilatus og tilbage igen i lægeverdenen. Ture omkring REVA, mere eller mindre professionelt udførte arbejdsprøvninger, aktiveringer...
I "gamle dage" ville vi have fået højeste pension, fordi vi ikke kan arbejde. I dag er de økonomiske vilkår for samme tilstand dårligere.
Til gengæld må vi årligt tjene kr. 60.400,- ved siden af pensionen. Og det er jo pænt af "samfundet", men også fuldstændig absurd, da det jo som sagt allerede er godtgjort, at vi ingen "restarbejdsevne", som det hedder, har!
Politikerne vil jo ikke melde ud, i hvilke retninger reformtankerne denne gang går. Det synes jeg ikke, de kan være bekendt! Vi, der
kommer i søgelyset, kunne måske undgå en masse angst og søvnløse nætter, hvis der blev spillet med åbne kort. Så vi kunne forberede os
på, hvad der mere konkret måtte komme!
Det siges, at omkring 100.000 førtidspensionister i virkeligheden hellere vil arbejde i et eller andet omfang. Jeg er én af dem. Men det vil kræve så omfattende "skånehensyn", at det er vurderet, at det ikke er realistisk. Jeg har ikke spor imod til efteråret at tage et møde med min kommune om, hvorvidt det har ændret sig. Heller ikke spor imod, om der i den forbindelse skal indhentes en enkelt statuserklæring fra læge og psykiater. Disse vil jo godtgøre, at intet har ændret sig. Udover, at jeg har en økonomi, der hænger bedre sammen måned for måned. Og den stressfaktor, magtesløsheden over at være syg og på kontanthjælp konstant var (den slags er desværre, hvis det står på længe nok, medvirkende til PTSD) - er væk. Eller i hvert fald minimeret.
Men så nemt - fornuftigt - er jeg ikke sikker på, det kommer til at gå. For jeg er slet ikke i tvivl om, at alle nyere pensionstildelinger skal tages op til revision. For måske kan der pines lidt mere ud af os, hvis vi bliver sendt til nogle andre læger, nogle andre speciallæger, gennemgår nogle andre REVA-forløb - og så videre! Jeg tvivler desværre på, at den sunde fornuft kommer særlig meget i spil der. Og jeg orker ikke flere ture rundt i manegen!
For jeg er - selvfølgelig - ikke blevet rask af at komme på pension. Jeg har "bare" - men åbenbart kun for en stund - fået den RO i min (arbejdsmæssige/økonomiske) hverdag, raske mennesker har lov at tage for givet! Det betyder rigtig meget, men betyder jo ikke, at jeg pludselig kan alt det, jeg ikke kunne før pensionen. Til evt. nye læsere kan jeg så oplyse, at jeg lider af svær panikangst, kronificeret stress, Morbus Ménière, er kronisk depressiv og har en lettere personlighedsforstyrrelse af skizoid karakter! Derudover er jeg - tilføjer jeg for egen regning - et intelligent, humoritstisk og grundlæggende positivt menneske.
Jeg påskønner at leve i et samfund, der har mulighed for at give mennesker som mig en tålelig hverdag. Men jeg er ikke taknemmelig. Det ville nemlig fordre, at jeg på nogen måde selv har valgt. Det har jeg ikke. Der er en hårfin balance mellem at påskønne og at være taknemmelig.
Der er også en hårfin balance i det næste, jeg skriver. Om jeg magter den, ved jeg endnu ikke. Men jeg gør mit yderste:
Jeg er stødt på blogs, begået af yngre førtidspensionister, der er så aktive, at jeg taber pusten! Disse mennesker, som altså ingen restarbejdsevne har, flyver og farer i ind- og udland. Kokkererer og bager, så det er en lyst. Afholder kurser og workshops, har overskud til at engagere sig voldsomt i foreningsarbejde og så videre og så videre. Umiddelbart ser det ud, som har de mere energi, end jeg havde, da jeg var rask. Og da lå jeg ellers ikke just på den lade side.
Jeg ved godt - eller bilder mig i det mindste ind at vide. At det kun er et lille hjørne af virkeligheden, disse "jubelpensionister" udstiller! At de netop kun har denne tilsyneladende næsten ubegrænsede energi, fordi de ikke skal knække nakken på et rigoristisk arbejdsmarked, der er alt andet end rummeligt. It takes one to know one...
Nu er jeg så "one"... Men det er politikerne og dem, disse ynder at kalde "skatteyderne", så ikke! Og derfor er disse jubelpensionistblogs farlige. For folk kan faktisk kun få det indtryk, at kan man så meget som pensionist, må man da kunne gå på arbejde i stedet. Jeg skal være ærlig nok til at indrømme, at jeg selv har haft tanken. Den side af mig selv kan jeg ikke lide! Jeg er nemlig selv ked af at få skudt i skoene, at når jeg - på gode dage - kan slå græsplænen - jamen hvorfor kan jeg så ikke gøre det som et regulært job?
Og det ville jeg også kunne! Nu er det bare sådan, at jeg ikke engang en uge frem kan forudsige, hvornår det er en god dag. Det tror jeg egentlig heller ikke "jubelpensionisterne" kan. Men de får det desværre - og sikkert ufrivilligt - til at fremstå, som om livet på førtidspension er én dans på roser. Hvor man slipper for det der kedelige arbejde og derfor 24/7/365 kan hellige sig alt det sjove. Kreative. Underholdende. Som "skatteyderne" må nøjes med at dyrke i deres sparsomme fritid.
Hvis det er billedet, kan jeg jo godt forstå, hende med det ikke særligt spændende eller vellønnede job, som hver morgen står op, før en vis herre får sko på, mener, vi sgu må kunne arbejde i stedet for at gå og fise den af på skatteydernes regning!
Jeg kunne også have valgt udelukkende at bruge min blog til alt det positive, glade og sjove, der - selvfølgelig - er min hverdag. Humlenumseri rent ud sagt! Det er der nemlig rigtig meget af - og heldigvis da! Men det ville give et såvel enøjet som forlorent billede af, hvordan det er at leve med et smadret helbred. Og i stigende grad blive stigmatiseret, kaldt parasit og det, der er værre. Åh jo...
Når der skal reformeres, ville det ikke undre mig, om "jubelpensionisterne" omgående kom i søgelyset. Jeg bilder mig ind at vide, at de sorterer i hverdagen. Det gør mange, der ikke er pensionister, jo også. Verden vil jo have glittede magasiner også i blogland!
Det er bare så skidefarligt, når det kommer til os pensionister. Jeg ved jo - eller mener som sagt at vide - at de sorterer og nedtoner. Men det ved andre ikke. Og når de kan så uhyggelig meget, har vi nok allesammen løjet om noget - må kunne det hele.
Og så kan vi allesammen se frem til alle de endeløse ture i manegen én gang til. Jeg kan kun tale for mig selv. Min tog næsten ti år. Jeg orker ikke én til!
17. jun 2010 16:59
Jeg er så glad for, du har skrevet det her. For jeg har selv tænkt tanken, ofte, om både forskellen på taknemmelighed og påskønnelse, og de livsglade FTP'ere, som man kan støde på både i blogland og andre steder. Jeg tror ikke, de altid har det jublende godt, men hvis det er det eneste, de skriver om, så tror folk jo, det er sådan.. altid... at være på FTP (førtidspension). Det er den valgte, synlige virkelighed, men ikke nødvendigvis den reelle..
Når vi har været dér, hvor cirkushesten for 10. gang trak rundt med os i REVA-Afklaringsmanégen, så kan vi ikke mere. RO giver ikke arbejdsevnen tilbage, den giver det, den er, nemlig fred til at føle, tænke, og komme sig, når der er flest øv-dage. For det er jo derfor, vi fik pension... Fordi der er flest øv-dage, som ikke kan genskabes til jubeldage.
Jeg forbeholder mig retten til øv-dage, til at skrive om dem, råbe om dem, og alt det andet, som ligger ind i mellem. At de valg, jeg træffer, så har helt andre konsekvenser end for "almindelige, normale," eller hvad vi nu skal kalde det arbejdende folk, det ved jeg ikke.
17. jun 2010 17:01
... det er mit liv.. skulle der stå til sidst istedet for "det ved jeg ikke"... idag er ikke en god dag, heller ikke hvad angår stavning og koncentration..
17. jun 2010 19:25
Jeg er - som du ved - en af dem der kæmper en hård kamp i mit liv og som har indset, at pension er det der er bedst for mig.
Jeg frygter, at folk som mig der ønsker pension vil blive endnu mere gransket og skal endnu flere gange i gennem skærsilden og helvede før kommunen bestemmer sig for at afgøre ens skæbne. Det er umenneskeligt nok i forvejen og det bliver bestemt ikke bedre når vi får en reform. Og jeg kan som dig godt frygte, at politikerne netop vil kaste sig over "jubelpensionisterne" og endda bruge dem som en slags model for hvordan vi alle "er".
Jeg har fra start af - da jeg startede min nuværende blog - skrevet om både for- og bagsiden af medajlen, lort som lagkage som jeg kalder det, for det er mit liv sgu. Jeg er nødt til at vise verden hele mig ellers kunne jeg jo lige så godt lade være.
Og lykkes det mig at få min pension, så vil jeg fortsætte med at skrive som jeg gør, for jeg bliver på magisk vis ikke rask af at få en ny titel. Men jeg vil få ro i mit liv, den der saglige og nærmest uvirkelige ro jeg bare higer så meget efter. Men jeg er da godt klar over, at der vil komme masser af dårlige dage og dem vil jeg da fortsat vise verden.... ganske som jeg vil vise verden når der er de gode :)
Tak for et ufatteligt godt, velskrevet og skarpt indlæg :)
17. jun 2010 20:52
Jeg kan godt forstå din tankegang. Men jeg mener nu ikke, at det skal være "forbudt" for førtidspensionister at have gode, glade dage! Det er vel for pokker meningen med pensionen, at pensionisten kan få et tåleligt liv. Hvis nogen vil forsøge at angribe førtidspensionister ved at henvise til nogle af slagsen, der "har det for godt", så er det da bare så utroligt småligt af dem. Jeg mener også stadig, at alle, uden undtagelse, redigerer den virkelighed, som de fremstiller på deres blogs, og det mener jeg også, man har suverænt ret til, uanset hvordan man ellers finder til dagen og vejen.
17. jun 2010 21:04
Jeg vil give dig fuldkommen ret.
Desværre frygter jeg, at der er mange sager som skal gå om, så at sige.
Jeg mener dog ikke, at det er de nyere sager der bør gå om. Men nærmere nogen af de ældre, fra dengang hvor kommunerne var lidt for rundhåndede med førtidpensionerne. Selvfølgelig ikke overfor alle, det er jeg fuldstændig klar over. Men jeg kender til flere tilfælde, hvor dem som ikke gad arbejde mere, fik tiltusket sig en førtidspension. For det var den nemmeste måde for socialrådgiverne at komme af med de største kvæulanter på.
Og det er vel og mærke dem som har mindst energi til at kæmpe og kværulere der har mest brug for pensionerne.
17. jun 2010 22:25
@Hunløven...
Jeg er meget enig med dig ifht. tildelingen af pension for sådan ca. 10-15 år siden.. og før da.... Det er dem på "gammel pension", dvs. de laveste pensionssatser, og den gamle ydelse "social pension", der skal kigges efter nu.
Der er uden tvivl en del, der sagtens kan komme i gang med en uddannelse og/eller mindst et godt afklarende forløb.....
17. jun 2010 22:30
Min kamp, for at få førtidspensionen har varet snart tre år.
Beskeden er:
Du skal på det nærmeste have mistet lemmerne, være terminal- patient eller være så psykisk syg, at du skal på den lukkede, før du kommer i nærheden af en pension.
Især når du er så ung og intelligent. Tak tak, men hvad helved hjælper det, når man er kronisk depressiv og har social angst?
Næste halve år kommer til at byde på arbejdsprøvning/ praktik. Efter det?? Tja, så tager vi da en tur på REVA igen igen igen:(
18. jun 2010 00:27
Henny, jeg ønsker selvfølgelig alle masser af liv og glade dage :-). Problemet er bare, at omverdenen let får det indtryk, at det at have mistet sin arbejdsevne i en tidlig alder er - netop kun liv og glade dage. For det er det absolut ikke.
Du kan sammenligne med snakken om efterlønnen. Der har vi efterhånden fået det billede, at en typisk efterlønner er en 60-årig funktionær, der aldrig har udført én dags hårdt, fysisk arbejde i sit liv, og derfor nu sprudlende af energi går sine 18 huller på den lokale golfbane hver dag. Og han findes, fordi efterløn blev en ret alene i kraft af alder. Men han er næppe så repræsentativ, at alle kan skæres over hans læst.
Virkeligheden er imidlertid, at en meget stor del af de mennesker, der "vælger" efterlønnen, allerede ER røget ud af arbejdsmarkedet, og når de som ledige fylder 60, bliver de såmænd ikke engang spurgt, om de ønsker efterløn - nej, de skal tage den, hvis de har muligheden! Hvilket jeg faktisk synes er mere humant end at piske dem rundt i cirkus aktivering i endnu flere år.
Det handler om at se - virkeligheden - ikke kun et glansbillede af den. Synes jeg.
18. jun 2010 16:28
FR. Møller har ret i, at alle de førtidspensionister, der beretter om liv og glade dage på diverse bloga, altså fokuserer på en tilsyneladende sorgløs tilværelse, hos nogen endda med rengøringsingshjælp og/eller medhjælpende familie, forlystelser og rejser, men ofte gør sig selv en bjørnetjeneste.
For naturligvis læser også de bevilgende myndigheder med, og mange er lette at indentificere.
Når dette er sagt/skrevet, så er man også klar over, at ærlige sjæle som fr. Møller lider af ønsketænkning omkring det hun magter, for derefter barsk at få en brat opvågnen, når virkeligheden trænger sig på, og det som har været medvirkende til tildelingen af pensionen, atter trænger sig på i hverdagen.
Således er mange efterlønnerne ej heller værd at misunde, for de er på det nærmeste slidt op før de 60 år, og kan heller drøne rundt i forlystelseslivet eller rejseverden endsige holde til hverken golf eller baminton.
Der er naturligvis også et par undtagelser, som har plattet sig til en hel del, desværre, og som ødelægger det for alle de øvrige, der med god grund har fået tildelt førtidspensionen.
Men derfor kan man godt ønske nogle gode stunder til fr. Møller, og glæde sig over at hun ikke skal stresse rundt mere, og forhåbentlig ikke bli'r taget op til revurdering, da man pga. af hendes ærlige redegørelser sagtens forstår, at livet for hende og kæresten abolut ikke altid, og til hver en tid, er det bare spas.
Held og lykke fremover med et tåleligt liv for dig og din udvalgte, fr. Møller.:-)
19. jun 2010 09:39
SLAM - det ramte lige i mellemgulvet! Jeg har lige været igennem en masse følelser ved at læse det her og føler med selvretfærdig harme at jeg straks skal forsvare mig. MEN hvor har du ret i mange af dine pointer!
Jeg er bestemt en "jubelpensionist" efter din beskrivelse, selv om jeg også sørger for at blogge om skyggesiden. Min liv som førtidspensionist er først lige begyndt her i marts efter en lang og smertefuld process. Jeg har dog været
"heldig" i det det ikke har været kommunen der har trukket forløbet og afklaringen lang - men mig selv. Jeg var ingenlunde klar til at lade mig pensionere i en alder af 36 år uden at være helt sikker på at jeg ikke kunne udfylde en eller anden funktion på en arbejdsplads.
Uden patos vil jeg skrive at min barndom og ungdom har været en jammerdal. Det har efterladt mig i stykker og med 5 psykisk betingede diagnoser som jeg kæmper med (angst, OCD, depression, social fobi og en personlighedsforstyrrelse). På trods af den bagage, lykkedes det mig at tage en uddannelse et sted hvor der var plads til "en som mig". Der blev støttet op om min faglige kunnen og taget hensyn til mine psykiske svagheder. Det lykkedes mig endda at vinde Danmarksmesterskabet for elever. Desværre er jeg opvokset på den hæslige læresætning "Det skal gøre ondt, før det gør godt" - så jeg knoklede på og ødelage mig selv. Jeg var så lykkelig over at jeg var god til noget og blev værdsat, at jeg glemte at passe på mig selv. Selv om jeg havde ulidelige smerter hver dag var det at opgive simpelthen ikke en mulighed. I hele min læretid arbejdede jeg, sov, spiste og tudede. Jeg havde slet ikke kræfter til så hårdt et arbejde, men slæbte mig afsted alligevel. Reumatologen der stillede min fibromyalgi-diagnose skønner at jeg har lagt 30 år til min fysiske alder på den konto. Det slår jeg med i hovedet på de dårlige dage, for hvordan kunne jeg være så dum at gøre det ved mig selv. En psykolog har siden forklaret mig at det ikke kunne ha' været anderledes. Mit ønske om at give slip for fortiden og ikke lade den ødelægge min fremtid, var så stort at det blev min drivkraft. Jeg havde brug for at skabe mig en identitet ud fra hvad jeg kunne og var god til.
Og efter at ha' læst dit indlæg kan jeg se at det er det mønster jeg gentager nu. Jeg har mistet min arbejdsevne, min arbejdsidentitet og mit helbred - og derfor har jeg brug for at vise at jeg stadig kan noget. At jeg trods alt har en værdi som menneske. Det at jeg fagligt kan noget i et køkken giver mig lyst til at vise det frem jeg kan. At den mad jeg så viser frem har taget 6 timer at frembringe under skrig og skrål, skriver jeg knap så meget om. Jeg er bange for at folk når kvalmegrænsen af fremprovokeret empati, hvis jeg skriver noget i hvert indlæg om hvordan kroppen og psyken har det. Så derfor viser jeg hvad min faglighed stadig er i stand til at frembringe. Og ja - det kan været lidt glittet, overfladisk og ses som "Se lige hvad jeg har overskud til". Bloggen er blevet det åndehul der gør at jeg kan klare alt det grimme "bagved". Og jeg kender flere førtidspensionist-bloggere med samme grad af selviscenesættelse. De viser også deres få styrker frem og raller så bag facaden.
Jeg vil bestemt tage dine ord til efterretning og tænke mere over hvordan jeg fremstiller mig selv. Objektivt, udefra, kan jeg godt forstå at "almindelige" mennesker kan blive misundelige på det "frie liv" mange af os lever. For hvordan kan jeg tillade mig at være frivillig på Roskilde - når jeg ikke kan passe et arbejde?
Med din tilladelse vil jeg gerne bruge det her indlæg som basis for et lignede. Jeg vil gerne være med til at skabe en debat om hvordan førtidspensionister fremstiller sig selv på deres blogs. Det bliver i forbindelse med Roskilde, samt om de valg, overvejelser og bekymringer der er i forbindelse med det.
Mange hilsner
Malou
19. jun 2010 17:52
Hej Malou!
Når jeg næsten ikke turde skrive indlægget, var det netop, fordi jeg var klar over, at det næsten var uundgåeligt at trigge reaktioner som din første! Mit håb var så, at de, der måtte føle sig provokerede, ville tænke lidt mere over og det og dernæst se tingene i et andet perspektiv. Det gjorde du, og det er jeg glad for!
For jeg forstår selvfølgelig så udmærket behovet for at holde godt fast i det, man kan. Det man ikke kan, bliver man jo i forvejen kun alt for ofte mindet om. Du er jo f.eks. knusende dygtig til dit fag - det er altid en fornøjelse at se dine flotte anretninger. Jeg ved godt - og du ved, at jeg ved - at du betaler prisen for at holde fast i dit fag som en kær hobby.
Men både du og jeg ved, at det er så langt fra alle, der forstår. Jeg har såmænd selv fået både læst og påskrevet her på bloggen, fordi jeg "tillod mig" at skrive, at jeg sørme vil en tur til Berlin sammen med min kæreste. Det kunne jeg efter nogens mening ikke tillade mig, når jeg ikke kunne arbejde...
Du er naturligvis velkommen til at bruge mit indlæg her, som du nu kan :-).
Kære "Iagttager" - det er helt korrekt iagttaget: Hver gang man - jeg - har nogle gode dage, håber man naivt, at det varer ved, så man igen kan blive den, man var. For det gør sgu for ondt hele tiden at skulle erkende, at det aldrig kommer til at ske.
20. jun 2010 00:11
Vi er nødt til at være realistiske om egen formåen. Derfor er det så godt at læse dit indlæg her, Malou, for der er ALTID meget mere bagved.. altid...
21. jun 2010 08:05
Jeg ved ikke om nogen opfatter mig som en jubelpensionist, fordi jeg blogger, men jeg ved at jeg som menneske har en personlig stolthed der gør at jeg ikke vil belemre hele verden med en psyke der gør ondt. Derfor skriver jeg ikke om min psykiske elendighed.
Jeg har, som vel alle andre mennesker, brug for at føle at jeg er god til noget. Min blog og mine andre skriverier giver mig mening i tilværelsen. Ja, man iscenesætter sig selv. Giver måske udadtil indtryk af at have styr på tingene.
Den grimme virkelighed den kæmper jeg med hver eneste dag, men den rager ikke andre.
21. jun 2010 10:02
M.h.t. at tage gamle pensionssager op igen: jeg tror ikke man lovgiver med tilbagevirkende kraft - i alt fald ikke med S/SFs stemmer. Området er omfattet af forlig, skal dét opsiges for at få den slags ændringer igennem, kan de først komme til at gælde med et nyt flertal efter næste valg - og der ved man jo ikke hvad sker.
Det er lidt paralelt med hvad der skete i forb. m. genopretningsplanen, hvor S/SF afviste at fastfryse satser for overførselsindkomsterne - det kunne så ikke gennemføres nu. I sidste ende røg det helt af bordet. Jeg tror ikke det er sædvane at man bryder brede forlig?
22. jun 2010 12:40
Jeg tiltror efterhånden den siddende regering lidt af hvert - lovgivning med tilbagevirkende kraft inklusive...
Jeg efterlyser, at der i god til bliver spillet med åbne kort omkring, hvilken retning, man forestiller sig, en pensionsreform skal udmøntes. Skal vi allesammen igennem hele møllen igen? Bliver vejen lettet for de, der vil og kan arbejde på særlige vilkår? Kort sagt, er vi købt eller solgt - og til hvad?
25. jun 2010 13:26
Som jeg ser det, så får vi en reform, som nok bliver for kommende bevillinger, men der vil blive fokus på ALLE tidligere ftp-bevillinger,, idet jeg som Møller tiltror den siddende regering hvad-som-helst, når det handler om det sociale område. Især, når det handler om mennesker, som er "selvforskyldte, unyttige fattiglemmer"...
26. jun 2010 12:53
Sikke et godt indlæg, som jeg fik helt tårer i øjnene af at læse......
Jeg er måske en af dem du vil karakterisere som "jubelpensionist", fordi jeg har min egen (mad)blog, jeg laver meget mad og bager + jeg har VALGT at spille tennis.
Jeg er, som dig, førtidspensionist pga. fibromyalgi - men har også psykiske men af en svær barn- og ungdom.
Det er helt rigtig at det kan fremstå som om vi kan rigtig meget, men der er jo ingen der ser bagsiden, selvom jeg skriver om det af og til. Ingen der ser når vi ligger og ingenting kan.
Jeg kan godt forstå dine tanker, jeg kan også se andre hvor jeg tænker, det var da alligevel utroligt hvad hun/han kan overkomme. Men vi må jo tro på at der er en årsag til at disse mennesker også er på førtidspension, vi ser jo heller ikke deres bagside. Fordi man er førtidspensionist synes jeg jo ikke at man behøver at udstille sig selv som "offer". Jeg kan høre at du også selv kender smerten ved at andre sætter spørgsmålstegn ved din pension og sådan må vi tro at et er for alle, for ville nogen vælge dette liv frivilligt? Bare det at skulle sige højt i en forsamling at "jeg er på førtidspension" synes jeg er så afskrækkende, at det alene kan afholde folk fra at få førtidspension (måske naivt, men sådan har jeg det.) Selvom det måske kan fremstå sådan, så er et liv på førtidspension jo langt fra en dans på roser, der er jo en grund til at netop vi er landet i den situation. Det er rigtig at det giver en vis form for ro i ens hverdag, men jeg ville da MEGET hellere kunne være på aktiv på arbejdsmarkedet!
Jeg elskede mit job og stod gladeligt op hver dag, for at opfylde det. Men når man nu ens krop ikke vil, så er det jo samtidig også vigtig at få det bedste ud af det. Hvis vi bare sætter os hen - hvilket jo ville være det letteste - så er der jo ikke noget liv tilbage :-)
Jeg ved ikke om en af de du vil karakterisere som en "jubelpensionist", men jeg har da fundet en måde at have en hverdag på, som jeg kan leve med. Jeg har min madlavning og min blog - men er ikke speciel social aktiv. Det stresser mig enormt bare at skulle ud af huset.
Vi har alle gode og dårlige dage - og som du selv skriver - så er de svære at spå om...........selvom det nok i mit tilfælde er lidt lettere. Fordi jeg VED at når jeg har spillet "skildpadde-tennis" (som jeg kalder det, fordi jeg jo ikke kan være med på et niveau som "normale" mennesker) så skal der betales ved kasse 1 de efterfølgende dage. Hvis vi har været på ferie, så ved jeg også at det koster mindst en uge bagefter. Det samme ved gæster eller anden selskabelighed, så på den måde, kan jeg jo forudsige mange ting. Men ud over det bestemmer kroppen jo selv, så det kan være dage hvor jeg skal noget, men hvor min krop ikke vil samarbejde........
Hm, det blev vist en usammenhængende smøre. Men pointen er, at jeg synes at dit indlæg er vedkommende og ærligt. At det stiller et spørgsmål, som jeg synes er godt at tage op - og at jeg ligesom dig frygter hvad de nu vil reformere om. Jeg orker simpelthen ikke en tur gennem hele maskinen en gang til. Sidste gang fik de næsten has på mig, det var så hårdt psykisk og fysisk at gå igennem alt det - men hvis det er det der skal til for at overbevise dem endnu engang - ja så må vi jo på en eller anden måde komme igennem det. Jeg ved at min situation ikke har ændret sig og det må jeg prøve at holde fast i, i de søvnløse nætter.
Tak for et godt indlæg.
Mange hilsner
Birthe
28. jun 2010 00:28
Kære medpensionister...
Jeg synes jeg ser en gennemgående linje hos os med fibromyalgi som diagnose .. Birthe, Malou og jeg.. Vi har alle haft en hård barndom/ungdom/voksenliv.. dvs. stresstærklen er allerede brudt ned, og vi har 3 gange så store chancer for at gå ned med stress/depression etc. som andre mennesker PGA en skodbarndom.. Det er sgu tankevækkende, at vi så oveni får diagnosen Fibromyalgi..
Bare lige en søndagstanke !
28. jun 2010 00:30
Den her blogpost gjorde mig forfærdelig ked af det. Især fordi jeg er førtidspensionist, madblogger OG holder kurser. Jeg følte mig ramt.
Men helt ærligt.
Jeg håber at både politikere og bloglæsere har hjerne nok til at indse at en blog er en stærkt redigeret udgave af virkeligheden. Og jeg nægter at klynke på min blog, bare fordi nogen får ondt i røven over at jeg ikke ligger i rendestenen og dør 24/7. Det er mit fristed og min grund til at stå op om morgenen. Mit sociale netværk og faktisk grunden til at jeg ikke bare sidder i et hjørne og glor.
Jeg er ikke førtidspensionist. Jeg er et menneske, der modtager førtidspension.
28. jun 2010 00:31
http://fruenssider.smartlog.dk/omsorgssvigt-er-skyld-i-stress---post119307 .....
28. jun 2010 01:04
Jeg tænker, at kommunerne læser med, derude, især, når politikerne til efteråret skal diskutere en kommende pensionsreform...
Selvom man er blevet jaget rundt med inden pensionen blev bevilget, så tænker nogle af mine gamle kolleger desværre stadigvæk, at "kan du alt det her, som du skriver om, så kan du også arbejde"... I kender godt resten af smøren, ikke.. man kan næsten høre dem sige det .... højt !
Fordommene lever desværre i bedste velgående, og vi skal som uarbejdsdygtige på overførselsindkomst holde for, igen og igen.. og.. Det bliver ikke anderledes, før der kommer andre politiske boller på suppen derinde på Christiansborg...
28. jun 2010 11:19
Sif, jeg er ked af, at du blev ked af det. For jeg er ikke ud på, at nogen skal føle sig ramt, men da jeg skrev indlægget, var jeg godt klar over, at det nok var uundgåeligt.
Jeg møder det jo selv. Fordommene. Forargelsen over, at jeg kan noget som helst, når jeg nu ikke kan have et arbejde. Det modbydelige menneskesyn, der reducerer os til - parasitter.
Birthe, vi har netop ikke valgt selv. Derfor er det også så underligt igen og igen at møde den besynderlige misundelse, der kommer fra mennesker, der på omtrent alle livets områder er væsentlig bedre stillede, end en selv.
28. jun 2010 13:28
Jeg har tilladt mig at henvise til dig indlæg i mit eget indlæg (http://newyorkerbyheart.blogspot.com/2010/06/frtidspensionist-samfundsfjende.html)
Mange hilsner
Birthe
29. jun 2010 10:15
Super gode synspunkter.
Kan rigtig godt lide Sif`kommentar:
Jeg er ikke førtidspensionist. Jeg er en person der modtager førtidspension.
Nyd livet. Vi har ret til det!!